FCK-fans i Parken

Kampdag: FCK-Sønderjyske

Kampdagsquiz - se svarene nederst i artiklen
1. Hvem mødte vi i Parken i sidste års sidste Superligakamp inden vinterpausen og slog 3-1 efter at have været bagud 0-1?

2. Hvor mange Superligakampe har Sønderjyske tabt, siden vi slog dem 2-1 i Haderslev den 27. september?

3. I den kamp i Haderslev den 27. september scorede de på straffespark - hvordan fik det det?
a. Bolden ramte Thomas Delaney på armen
b. Marcos Lopez ramte Mohamed Cherif på foden, da han tacklede ham i feltet
c. Pantelis Hatzidiakos rev Maxime Soulas i trøjen under et hjørnespark

4. Suzukis Japan og Achouris Tunesien mødes i VM-gruppespillet - hvilket europæisk hold er også sikre på deltagelse i den gruppe:
a. Belgien
b. Holland
c. Tyskland

5. Hvorfor fik Carlos Zeca blomster, inden vi mødte Sønderjyske i Parken den 3. november 2019?

Zeca får blomster for 100 kampe for FCK
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Velkommen til årets sidste Superligakamp
"I dansk fodbold er der ikke meget, der slår følelsen af at træde ind i Danmarks Nationalarena. Parken har en særlig energi, en særlig gnist og et helt unikt udtryk, og søndag er det vores kampplads."

Sådan lyder indledningen til Sønderjyskes optakt til aftenens opgør - og hvis vi udskifter "meget" med "noget", så kunne vi jo sagtens selv have skrevet det...

Klubben har i øvrigt købt og uddelt 600 billetter for at sikre en stærk opbakning, fog de varmer op i BK Skjolds lokaler ved Østerbro Stadion. Vi byder Sønderjyskes og alle vores egne fans velkommen til årets sidste Superligakamp.

I vores tilskuerinformation kan du se portenes åbningstider og en masse anden praktisk info - blandt andet hvilket udbud af mad og drikke, vi har på de forskellige tribuneafsnit. Der er forhåbentlig noget for enhver smag!

Vi minder også om bagageboksene på hjørnet af A-tribunen og Sektion 12 - her kan du for eksempel opbevare de lithium-batterier til el-cykler, som ikke må medbringes på stadion, jf. ordensreglementet.

Husk også af Fanshoppen er åben lige til kampstart - og også lidt efter kampen. Der er masser af muligheder for et par gode julegaver, både til dig selv og familien og vennerne - og ellers tjek webshoppen her. Eller læg vejen forbi vores julebod på Kongens Nytorb.

F.C. Københavns Fanshops bod på Copenhagen Winter Wonderland


Delaney: Arbejder os stadig hen imod at se ud, som vi gerne vil
Thomas Delaney kom ind i 82. minut mod AGF og i 73. minut mod Esbjerg, og efter Esbjerg-kampen fortalte han FCK TV, at han er på rette vej.

"Jeg har kun trænet to gange på otte uger, så jeg skal lige i gang, men vi er på rette vej, og jeg reagerer godt."

"Det har været et tungt halvår for os allesammen, og vi arbejder os stadig hen imod at se ud, som vi gerne vil. Det handler om, at vi skal være solide, at basics er på plads, og der har vi ikke været i et stykke tid, og vi har også stadig lang vej at gå, så vi arbejder hårdt."

Sejren i Esbjerg var et godt skridt på vejen, og Delaney ser naturligvis også frem til en sejr i aften, hvor vi for første gang i lang tid kun har to spillere på skadelisten, langtidsskadede Mattsson og Huescas, men desuden har Elyounoussi karantæne. 

To spillere skal frasorteres fra bruttotruppen på 22 spillere, inden de 11 startende og ni reserver sættes på holdkortet.

Thomas Delaney
Delaney har spillet en halv times tid, siden han udgik mod FC Midtjylland den 5. oktober. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Blomster til Clem
Inden kickoff bliver William Clem hyldet for, at han spillede sin kamp nummer 100 mod AGF sidste søndag. 79 F.C. København-spillere har opnået dette antal.

Listen domineres af danskere (48) og svenskere (10) - og herefter er Brasilien nummer tre på listen med fire spillere: César Santin, Ailton Almeida, Alvaro Santos og Claudemir.

William Clem
William Clem debuterede i pokalkampen i Hobro i oktober 2022. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Dommerne
Dommer: Aydin Uslu
Linjedommere: Victor Skytte og Esad Deronjic
Fjerde dommer: Jonas Hansen
VAR & A-VAR: Jakob Kehlet og Lasse Læbel Graagaard

Kort og karantæner
Karantæne: Mohamed Elyounoussi, FCK, og Matthew Hoppe, Sønderjyske
Karantænefare, FCK: Pantelis Hatzidiakos ved en advarsel til 4 eller 6 strafpoint
Karantænefare, SJF: Magnus Jensen ved en advarsel til 6 strafpoint

TV
Du kan se kampen på TV3+ og Viaplay

Svar på kampdagsquiz
1. FC Nordsjælland
2. Ingen
3. Bolden ramte Thomas Delaney på armen
4. Holland
5. Han havde rundet 100 kampe for F.C. København 

(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, superstats.dk, OPTA/StatsPerform, fifa.com)