Andreas Cornelius

Kampreferat: Superliga-året sluttede med endnu en skuffelse

Årets sidste Superligakamp endte med, at vi for første gang tabte til Sønderjyske i Parken og derfor overvintrer på femtepladsen med 12 point op til førstepladsen.

De to hold
Vi skiftede fire fra onsdagens pokalsejr i Esbjerg: Lopez, Delaney, Larsson og Cornelius for Meling, Madsen, Dadason og karantæneramte Elyounoussi: Kotarski – Suzuki, Gabriel, Hatzidiakos, Lopez – Larsson, Lerager, Delaney (anf.), Achouri  – Cornelius, Moukoko

Sønderjyske havde Matthew Hoppe i karantæne og skiftede fire fra den ”stamme”, de ellers har kørt med i en del kampe: Bundgaard – Wæver, Soulas, Jensen, Grétarsson – Vinderslev, Oggesen – Agger, Ingason, Qamili – Hyseni

Holdfoto med indmarchbørn fra Klub Leo
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Sønderjyske indledte offensivt og optimistisk, men efter de første ti minutter fik vi mere spil på deres halvdel, og  det gav et par chancer til Cornelius, som dog begge gange var offside.

Efter små 20 minutter fik vi en god mulighed, da Andreas Oggesen nedlagde Moukoko 7-8 meter uden for deres felt, men tyskeren skruede dødbolden et stykke over mål. Et par minutter efter fyrede Marcos Lopez hårdt af fra distancen, men lige på Marcus Bundgaard, der parerede.

Sønderjyske svarede igen med et fladt Lirim Qamili-langskud, der strejfede både Lerager og Hatzidiakos og tvang Kotarski til en flyvende redning til hjørne helt ude ved stolpen.

Foto: Anders Kjærbye, fodboldbilleder.dk


Midt i halvlegen reddede Kotarski igen, da Qamili afsluttede en kontra fra spids vinkel, og mens vi selv havde svært ved at udnytte et vist boldovertag til at skabe chancer, så var gæsterne bedre til at afslutte, når muligheden bød sig.

Det gjorde den igen lidt efter den halve time efter et smart opspil i venstre side, hvor Daniel Grétarsson fandt Mads Agger i feltet, men Kotarski tog sig godt af deres hidtil største chance.

Minuttet efter afsluttede Moukoko på en god stikning fra Achouri, men Bundgaard stod godt placeret og reddede til hjørne, og det trak efterhånden op til en målløs 1. halvleg.

To sønderjyske mål inden pausen
Tre minutter før pausen stak Agger fra vores bagkæde på en dyb stikning fra Grétarsson, men Hatzidiakos nåede tilbage og tackle til hjørne. Målfeltet var tæt befolket med ni FCK-spillere og seks Sønderjyske-spillere, og hjørnesparket var ved at skrue direkte i mål, inden Suzuki afværgede på målstregen, men Qamili var først på bolden og headede den i mål.

Vores trængsler var ikke forbi, for to minutter smuttede Agger fra Hatzidiakos, men denne gang nåede Gabriel tilbage og tackle til hjørne. Det headede Cornelius ud i udkanten af feltet, hvor Kristall Ingason tog et træk og sparkede på mål i det tætbefolkede felt, og bolden var aldrig gået ind, hvis ikke den havde ramt Gabriel på hælen, så den snød Kotarski og strøg ind helt ude ved stolpen.

Gabriel Pereira
Foto: Anders Kjærbye, fodboldbilleder.dk


Fin start på 2. halvleg
Efter pausen kom Birger Meling, Mads Emil Madsen og Viktor Claesson ind for Hatzidiakos, Delaney og Moukoko, hvilket blandt andet betød, at vi for første gang så Suzuki i midterforsvaret, mens Meling spillede højre back.

Vi lagde ud med god energi, og meget havde måske set anderledes ud, hvis Birger Meling havde reduceret efter mindre end to minutter, men efter en hurtig 1-2-kombination med Achouri, sparkede han centimeter forbi fjerneste stolpe.

Birger Meling og Mads Emil Madsen
Foto: Anders Kjærbye, fodboldbilleder.dk


Lidt efter spillede Meling Claesson godt fri i højre side af feltet, men han nåede ikke at slå indlægget til Cornelius, før bolden var over baglinjen.

Det var bare ærgerligt, at vi ikke havde spillet sådan hele 1. halvleg, for bagud med to og med kniven for struben, formåede vi ikke at fastholde de gode takter fra indledningen på 2. halvleg. 

Andreas Cornelius
Foto: Anders Kjærbye, fodboldbilleder.dk


Kontrachancer til 3-0
I stedet – eller fordi vi var nødt til at satse fremad – fik Sønderjyske den første af flere kontrachancer efter en times spil, hvor Agger blot kiksede tværpasningen til den helt fri Qamili, så Gabriel i stedet afværgede.

Lidt efter headede brasilianeren et hjørne forbi mål, og så kom Dadason ind for Delaney og gik op foran, mens Claesson trak tilbage i banen.

Midt i halvlegen var Sønderjyske igen tæt på 3-0 efter en omstilling, men Qamili flugtede over mål fra udkanten af feltet, og med 20 minutter igen havde vi igen mulighed for at reducere deres føring.

Først blev et skud fra Robert – der netop havde afløst Larsson – rettet af og gik tæt forbi, og på hjørnesparket headede Claesson tæt forbi fjerneste stolpe.

Foto: Anders Kjærbye, fodboldbilleder.dk


Efter 79 minutter fik Dadason en stor mulighed på en fin Madsen-fremlægning i feltet, men fik ikke det rigtige træf på kuglen, som Bundgaard i stedet sikrede sig.

Vi fortsatte med at jagte en reducering, og i 88. minut fik Mads Emil Madsen en udmærket skudchance på kanten af feltet efter en 1-2 med Dadason, men heller ikke han fik ordentligt træf, og Bundgaard reddede.

Stor og forståelig skuffelse
FCK-fansene var forståeligt skuffede og råbte både ”Den hvide trøje forpligter” og ”Tag jer sammen”, inden der også kom nogle sviende ”Olé, olé..”, da sønderjyderne kørte bolden rundt i rækkerne i tillægstiden. 

Det gør ondt, men man forstår frustrationerne, for efter en flot juli-august med et Superliga-pointsnit på 2,0 samt en overbevisende Champions League-kvalifikation, så burde F.C. København ikke kun vinde tre af de næste 11 Superligakampe og overvintre på en femteplads med 12 point til førstepladsen.

Men det er de barske realiteter, inden vi indleder Superligaen efter vinterpausen med en udekamp i Herning.

Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Matchfacts
Søndag den 7. december 2025, kl. 18.00 i Parken. 3F Superliga, 18. spillerunde
F.C. KØBENHAVN-SØNDERJYSKE FODBOLD 0-2 (0-2)
43.: 0-1 Lirim Qamili
45+2.: 0-2 Kristall Ingason
19.977 tilskuere. Dommer: Aydin Uslu

Advarsler: 9.: Thomas Delaney, 17.: Andreas Oggesen, 57.: Andreas Cornelius, 90+5.: Sefer Emini

Start-11: Kotarski – Suzuki, Gabriel, Hatzidiakos, Lopez – Larsson, Lerager, Delaney (anf.), Achouri  – Cornelius, Moukoko

Slut-11: Kotarski – Meling, Gabriel, Suzuki, Lopez – Robert, Madsen, Claesson (anf.), Achouri  – Cornelius, Dadason