
Kampdag: FCK-FC Midtjylland
Kampdagsquiz - se svarene nederst i artiklen
1. Hvem scorede, da vi slog FC Midtjylland 1-0 i Parken i februar?
2. Hvem er det seneste Superligahold, vi ikke har scoret mod i denne sæson?
3. Gæt en sæson ud fra disse målscorere i en 5-2-sejr over FC Midtjylland i Parken. FCK: Dame N'Doye 3, Christian Bolanos og César Santin. FCM: Martin Albrechtsen og Mads Albæk
4. Hvilken af disse spillere har ikke været anfører (fra start) i denne sæson: Gabriel Pereira, Kevin Diks eller Pantelis Hatzidiakos?
5. Denne legende er i København i disse dage og var i Parken i torsdags - fra hvilken klub kom han i vinteren 2000 til F.C. København: Orlando Pirates, Kaizer Chiefs eller Mamelodi Sundowns?

Fuldt hus i travl København
Kampens sene kickoff skyldes en kombination af pokalkampe i midtugen og Copenhagen Marathon i Københavns gader i dag. Sidstnævnte betyder en en del vejspærringer rundt om i Hovedstaden, men alle er åbne senest kl. 16.30, men da der er start og mål på Øster Alle, kan der stadig være en del aktivitet i området inden kampstart. Læs mere her om trafikforholdene i København.
Vi har tidligere meldt kampen udsolgt, men der bliver altid frigivet lidt billetter hist og her - husk det, hvis du har billet og ikke selv kan komme. Læs mere her om hvordan.
>> Tilskuerinfo med åbningstider m.m.

"Ekstrem vigtig, men ikke helt afgørende"
"Der er tre kampe igen, og denne er ikke helt afgørende, men ekstremt vigtig for begge hold," siger Mohamed Elyounoussi i en FCK TV-optakt, som du kan se i vores app.
I de to sidste runder møder vi Randers ude næste søndag den 18. maj, kl. 18.00 (vores udeafsnittet er allerede udsolgt), og så slutter vi af søndag den 25. maj mod FC Nordsjælland, hvor alle rundens kampe begynder kl. 17.00.
FC Midtjyllands næste kamp er først mandag den 19. maj, kl. 19.00 i Brøndby, og de slutter af hjemme mod Randers FC.
En sejr i aften betyder altså, at vi kan sikre guldet ved også at vinde i Randers - og med nederlag i aften er det ude af vores egne hænder, og vi er afhængige af, at midtjyderne siden smider point.

Korte facts
For første gang i denne sæson har vi holdt målet rent i tre kampe i træk - seks gange har vi gjort det to kampe i træk.
Vi har scoret tre mål i hver af vores tre seneste Superligakampe - det er kun et sket én gang før i et Mesterskabsspil, da vi selv gjorde det fire kampe i træk i foråret 2019: 3-0 h FCM, 3-0 u FCN, 4-0 h OB, 3-2 h BIF. De kampe afsluttede en serie på otte sejre i træk, og så var guldet hjemme.
Jordan Larsson har scoret tre mål på fire afslutninger i sine tre sidste kampe. Sidst en FCK-spiller scorede i flere Superligakampe i træk var Pep Biel, der scorede i fire Superligakampe i træk i august 2021.
Vi har spillet i hvid trøje i 86 af vores hidtil 87 kampe mod FC Midtjylland - i en Royal League-kamp i Herning trak vi i en blå udebanetrøje, da midtjyderne valgte at spille helt i hvidt på hjemmebane.

Dommerne
Dommer: Mikkel Redder
Linjedommere: Martin Markus og Victor Skytte
Fjerde dommer: Jakob A. Sundberg
VAR & A-VAR: Jakob Kehlet og Mads-Kristoffer Kristoffersen
Kort og karantæner
Karantæne: Valdemar Byskov og Denil Castillo
Karantænefare FCK: Giorgi Gocholeishvili, Thomas Delaney og Victor Froholdt ved næste advarsel samt Pantelis Hatzidiakos, hvis advarslen giver 4 eller 6 strafpoint.
Karantænefare FCM: Ingen
TV
Du kan se kampen på TV3+ & Viaplay
Svar på kampdagsquiz
1. Magnus Mattsson
2. AaB, 0-0 den 2. marts 2025
3. 2010/11 (19. maj 2011)
4. Pantelis Hatzidiakos
5. Orlando Pirates
(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, superstats.dk, OPTA/StatsPerform)