Jonas Wind sikrer 1-1 med übercool Panenka-straffe!

De danske mestre leverede på mange måder en fremragende kamp på den vanskelige udebane i Beograd, men måtte alligevel gå til pause med skuffede ansigter. Bare et halvt minut før pausefløjtet blev en serbisk afslutning fra Pankov rettet af på vejen, så bolden snød Grytebust og endte i nettet.

Inden da havde Røde Stjerne dog været farligst med et par nærgående forsøg, og et frispark i kampens andet minut, som Grytebust reddede, men ellers leverede vi på højt europæisk niveau, selv med to årgang 99'ere og en række nye spillere i forhold til sidste sæsons mestre.

Efter pausen var spillet mellem felterne stadig meget lige og jævnbyrdigt, men Røde Stjerne var en tand mere nærgående i deres relativt få afslutninger. Som kampen skred frem holdt de sig mere og mere tilbage på banen, og periodevis pressede vi godt på, men havde svært ved at komme til de helt åbne chancer.

Men seks minutter før tid kom chancen, da Pep Biel udfordrede i feltet og blev hægtet - og Jonas Wind steppede op, mens 50.000 prøvede at hyle den 20-årige knægt ud af fatning i hans blot sjette europæiske kamp. Og hvordan håndterer man det? Med en iskold Panenka - udført her på samme stadion, hvor tjekkoslovakken afgjorde EM-finalen i 1976!

Vi er i allerhøjeste grad i live inden returkampen i København om en uge - og hvis du ikke allerede har sikret dig billet, så skynd dig hellere!