Jonas Wind

Jonas: Dejligt at være tilbage!

“Det er selvfølgelig dejligt at være tilbage i truppen til en vigtig kamp!"

Glæden var ikke til at tage fejl af efter lørdagens træning, da det blev besluttet, at Jonas Wind er klar til at indgå i truppen til søndagens topkamp mod FC Midtjylland.

Den 21-årige angriber blev alvorligt skadet i august og nærmede sig comeback efter coronapausen, men blev sat tilbage af en mindre knæoperation, så han i alt har været ude i ca. 10 måneder.

"Jeg har arbejdet hårdt gennem lang tid for at nå hertil ,og jeg føler mig klar til det. Jeg mangler selvfølgelig noget i forhold til, at jeg ikke har spillet en Superligakamp siden august, men jeg vil bidrage med det, jeg kan og glæder mig mest bare til at være med i truppen på en kampdag i Telia Parken igen," siger Jonas, som er noteret for 14 mål i 45 kampe for løverne.

Se med søndag kl. 20.00, når TV3+ og Viaplay blænder op for topkampen.