Elias Jelert

Jelert før OB: Nyder at spille mange kampe

Der er nok at se til for vores spillere, der søndag møder OB og runder en uge af, der har budt på kampe - og sejre - mod AaB i 3F Superliga og Vejle i DBU Pokalen.

Ugens tætte kampprogram generer dog ikke Elias Jelert. Tværtimod:

”Jeg nyder at spille mange kampe," siger Elias.

"Vi er inde i et godt flow, og hele holdet har en stor spillelyst, så det er bare fedt, at vi allerede skal i kamp igen snart."

Elias Jelert er startet inde som højre back i forårets tre første kampe og har i alt spillet 36 kampe for løverne.

”Det er gået rigtigt fint for mig, synes jeg, men det skyldes i høj grad også, at holdet fungerer godt," siger han.

"Vi har nogle erfarne og virkeligt dygtige spillere, som vi unge kan læne os op af, og som er gode til at tage styringen og kontrollen i kampene. Det giver en frihed til at give den fuld gas for os andre, og det er bare virkelig sjovt at være en del af holdet.”

Nu venter OB i Parken på søndag kl. 18.30, og fynboerne kæmper hårdt om en plads i Mesterskabsspillet.

”Begge hold har meget på spil søndag, så ingen kommer til at give en centimeter til modstanderen," siger Elias Jelert.

"Vi skal ud og dominere kampen og sætte OB under pres, men vi skal gøre det med omtanke, så vi også er kompakte og sammenhængende, når vi har brug for det."

"Og så ved vi, at Parken kommer til at hjælpe os på vej igen med den stemning, fansene skaber derinde. Det er bare vildt at opleve,” siger Elias Jelert.

>> Find din plads til kampen her.