FCK-fans i Parken

Jacob Lauesen: Virkeligt imponerende tilskuer-snit i Parken

Med 25.814 tilskuere til søndagens AGF-kamp har vi i gennemsnit haft 23.905 tilskuere til efterårets seks Superliga-hjemmekampe uden begrænsninger på kapaciteten. Og gennemsnittet er 21.057, hvis vi tæller de to første med, hvor der stadig var begrænsninger.

Selv om der blandt de seks kampe uden begrænsninger var både et Derby og en topkamp mod FC Midtjylland, så er det alligevel en forrygende fremgang fra de seneste sæsoner.

23.905 er vores højeste efterårs-tilskuersnit i Superligaen nogensinde! Og selv hvis vi tager de to første kampe med, er gennemsnittet på 21.057 stadig vores næsthøjeste nogensinde. Kun overgået af 22.161 i efteråret 2006, hvor vi havde to hjemme-Derbyer. (Se faktaboksen nederst i artiklen).

”Ja, det er virkelig imponerende,” siger kommerciel direktør Jacob Lauesen, som vi har sat stævne for at gøre status på efterårets flotte fremmøde til vores hjemmekampe.

”25.814 til AGF-kampen i søndags er det næsthøjeste, vi nogensinde har haft til en Superliga-kamp i efteråret, som ikke var et Derby. Rekorden er Midtjylland-kampen i september med 34.378, og ellers skal vi tilbage til oktober 2011, hvor der var 25.651 mod AGF.”

”Der er vel ikke én enkelt forklaring på de flotte tal?”

”Nej, det er summen af en række forhold. Vi tror stadig på, at vores sportslige præstationer er det vigtigste enkeltstående parameter. Så når vores resultater endnu ikke er helt, hvor vi gerne vil have de skal være, så er den store fremgang i tilskuertallet ekstra imponerende.”

”De seneste år har vi også forsøgt at gøre meget uden for kridtstregerne for at gøre det mere attraktivt at komme i Parken, og flere af de initiativer begynder at bære frugt. Men noget af det allervigtigste kommer fra fanmiljøet, og det er den vilde udvikling, der er skabt på Sektion 12. Nedre S12 er nu udsolgt til hver kamp, og fra denne sæson er øvre S12 åben til alle kampe og var udsolgt igen i søndags. Det er helt sikkert med til at øge oplevelsen af at komme i Parken, uanset hvor man sidder.”

”Men jeg kan også nævne sådan noget som at vi indførte muligheden for abonnement for nogle år siden, og at vi lavede en pris-differentiering, så mange pladser blev billigere, mens de bedste pladser blev lidt dyrere. Kort og abonnement er også blevet mere fleksibelt, og modellen med billet-abonnementet har også bidraget til, at vi kan få flere på tribunerne. Bare for at nævne nogle eksempler.”

”Vi havde talt og skrevet om 30.000 til AGF-kampen, så er du overrasket over, at fremmødet blev som det blev?”

”Ja og nej. Jeg er positivt overrasket i forhold til vores oprindelige mål om at blive over 25.000 til AGF-kampen. Men det overraskede mig også lidt, at vi ikke blev et par tusinde flere. I dagene op til kampen kunne vi se, at udnyttelsesgraden nok ville betyde, at vi blev lidt under 30.000 tilskuere, så vi meldte ud i lørdags, at ambitionen nu var at nå 30.000. Det lykkedes ikke, men vi altså nåede stadig et imponerende flot tilskuertal.”

”Hvad var overvejelserne bag at melde ud, at over 30.000 har sikret sig plads?”

”Der var faktuelt korrekt, at vi med sæsonkort, abonnenter, partnerbilletter og løssalg til egne og AGF-fans havde solgt over 30.000 pladser. Men vi skriver også, at de ”har sikret sig plads” og ikke, at det er det forventede fremmøde. Vi vil nemlig gerne være helt åbne og transparente om det her.”

”Vi ved jo heller ikke på forhånd, hvor mange der kommer, så vi kan f.eks. ikke skrive, at der nok kun bliver 75 % fremmøde på Sektion 12, når det samtidig er umuligt at købe en billet.”

”Selvfølgelig er det også med til at skabe øget hype og interesse om kampen, når vi skriver ”over 30.000”, men vi gør det også for at fortælle dem, der endnu ikke har købt billet, at hvis de gerne vil ind på et bestemt tribuneafsnit, så skal de måske til at skynde sig.”

”I søndags havde vi jo på forhånd solgt alt, hvad vi overhovedet kunne på både Sektion 12 og C-tribunen, både på de øvre og nedre afsnit, så der til sidst kun var ledige pladser på A-tribunen.”

”Hvad kan det skyldes, at forventningerne var lidt for høje?”

”Vores erfaringer med udnyttelsesgraden er primært fra sæsoner med 10-12.000 sæsonkort og abonnement. I år er vi helt oppe på ca. 17.500, og derfor er der lidt større usikkerhed om udnyttelsesgraden i forhold til tidligere.”

”Til vores hjemmekampe mod Viborg og Vejle, ramte vi dog kun nogle få hundrede fra vores forventninger til fremmødet. Og til Midtjylland-kampen kom der faktisk et par tusind flere, end vi havde forventet, fordi udnyttelsesgraden var næsten på højde med et Derby i slutspillet.”

”Så vi vil gerne blive endnu bedre til at lave forventninger, for vi får jo nok aldrig 100 % udnyttelsesgrad til alle kampe.”

”Tror du, at den store stigning i antallet af sæsonkort har medført, at der nu en større andel af fans, der ikke kommer hver gang?”

”Jeg forstår godt hypotesen, men det kan vi ikke sige noget om endnu. Og vi skal huske, at det jo er legitimt nok at købe et sæsonkort og ikke bruge det til alle kampe. Hvis du ser på prisen for et billet-abonnement til Sektion 12 (79 kr. pr. måned, red.), så er den også relativt lav, så man føler måske ikke, at man ”spilder” så mange penge, hvis man ikke kommer.”

”Hvilke erfaringer har vi egentlig med årsagerne til, at man ikke kommer til de kampe, hvor man har en plads?”

”Erfaringsmæssigt ved vi, at det blandt andet afhænger af vores sportslige resultater, af modstanderen, af kamptidspunktet, af årstiden, vind og vejr o.lign. Men der er også en lang række individuelle årsager lige fra arbejde, sygdom, ferie, familiemæssige årsager m.m. Jeg hørte f.eks. fra flere, at de ikke kunne komme i søndags, fordi de var ramt af Covid-karantæne.”

”Det kan vi vel ikke rigtig gøre noget ved?”

”Nej, men vi kan forstærke den indsats, som vi allerede gør, for at man i stedet sørger for, at andre kan få glæde af den plads, man har til rådighed. Det kan f.eks. være udlån af sæsonkort, eller man kan give sin billet til en anden eller sælge den privat – men selvfølgelig aldrig til en højere pris, end man selv har givet.”

”Og vi indførte jo netop billet-abonnementet for at sikre, at andre kan få glæde af ens plads, hvis man ikke selv kan komme. Og selv om man har nået at trække sin billet ti dage inden kampen, må man stadig gerne kontakte os, hvis man ikke skal bruge den, så andre kan få glæde af den.”

”Det er også smart at sælge den samme plads to gange…”

”Det kan du sige, men den ordning med billet-abonnement har faktisk aldrig handlet om at tjene flere penge på at sælge pladserne to gange. Selv om vi da sagtens kan bruge hver en krone efter det store hul i pengekassen, vi fik efter Covid-19!”

”Nej, det handlede om, at vi netop vidste, at alle ikke kan komme hver gang, mens der samtidig er omkring 1.000 på venteliste til Sektion 12. Det er dødærgerligt med uudnyttede pladser, når der er så mange, der gerne vil ind. Derfor skabte vi sammen med vores fan-repræsentanter den model med, at man lige skal trække sin billet på forhånd, for vi har et fælles ønske om at skabe den bedst mulige stemning og opbakning til holdet ved at få flest mulig ind på tribunerne og være en del af den samlede oplevelse.”

”Skal vi lade det være ordene for denne gang?”

”Du må godt lige tilføje, at vi også er megaglade for det flotte fremmøde til vores udekampe, hvor vores fanafsnit har været udsolgt mange gange. Det er ganske vist mine kolleger i Superligaen, der tjener på det, men det hører absolut også med i billedet af den flotte fremgang, vi har på tribunerne i øjeblikket,” slutter Jacob Lauesen.

>> Find din plads til årets sidste hjemmekamp mod Slovan Bratislava
 

Faktaboks: Tilskuersnit til Superliga-hjemmekampe i efterårssæsonen

00/01: 15.566
01/02: 11.242
02/03: 18.934 *
03/04: 17.038
04/05: 21.034 **
05/06: 18.912
06/07: 22.161 **
07/08: 18.786 *
08/09: 15.583
09/10: 16.090 *
10/11: 15.420 *
11/12: 14.294
12/13: 14.193 **
13/14: 14.351
14/15: 16.235 *
15/16: 12.843
16/17: 12.086
17/18: 14.203 *
18/19: 15.717 *
19/20: 16.419 *
20/21: Ikke relevant pga Covid19-begrænsninger
21/22: 23.905 * (kun de seks hjemmekampe uden Covid19-begrænsninger)
21/22: 21.057 * (alle otte hjemmekampe i efteråret)

Én stjerne betyder, at vi havde hjemme-Derby i efteråret. De to stjerne i 06/07-sæsonen betyder, at vi havde to hjemme-Derby.

 

Efterårets otte Superliga-hjemmekampe

18.07 AaB 13.326
25.07 Silkeborg 11.702
08.08 Brøndby 31.297
22.08 SønderjyskE 17.802
19.09 FC Midtjylland 34.378
03.10 Viborg 15.197
31.10 Vejle 18.941
21.11 AGF 25.814