Álvaro og Zuma jubler efter en af sydafrikanerens to scoringer

Hvilken hel Superliga- eller pokalkamp vil du gerne se igen?

Nu kan du foreslå gamle Superliga- og pokalkampe fra 1998 og frem, som du gerne vil gense på TV/stream!

Mens vi venter på, at vi igen kan begynde at spille fodbold i ind- og udland, så tilbyder Divisionsforeningen og TV-rettighedshaverne nu det næstbedste, de kan finde på lige nu: at vise jeres absolutte favoritkampe gennem årene fra 3F Superligaen og Sydbank Pokalen!

Skriv i kommentarfeltet på Facebook eller twitter, hvilken tidligere FCK-kamp, du allerhelst vil gense alle 90 minutter fra – og hvorfor netop den.

Kun danske kampe fra 1998 og frem
Det gælder dog kun kampe fra 1998 og frem, for det var på det tidspunkt NENT fik rettighederne - og altså kun Superliga- og pokalkampe.

Blandt alle jeres forslag vælger vi tre, som lægges til afstemning, og TV viser den, som får flest stemmer - altså forudsat, at kampen stadig kan findes i TV-arkiverne.

Afhængigt af, hvem der havde rettighederne, vises kampen på TV3 SPORT og Viaplay (Nent) eller på Eurosport2 og dplay (Discovery), og vi fortæller selvfølgelig hvor og hvornår.