Høflige journalister besøger Nummer 10

Høflige journalister besøger Nummer 10

Mens resten af Fodbolddanmark er gået i vinterhi, trænes der på livet løs ude på Jens Jessens Vej, og der har som sædvanlig været en del danske journalister ude og interviewe spillere og trænere. I de sidste par dage har der dog også været et internationalt præg over mediekorpset, da nogle af de større japanske medier har været på besøg på Nummer 10.

 

Det er ikke så meget næste uges UEFA Europa League-kamp som er interessant, men mere næste sommers VM i Sydafrika, hvor Danmark og Japan møder hinanden – det trækker åbenbart journalister helt fra Tokyo til den danske hovedstad.

 

Ryo Utsumi fra én af Japans største aviser, The Asahi Shimbun, var meget interesseret i bl.a. at høre hvordan klubben tacklede så lang en vinterpause og hvordan vi kunne beholde så gode spillere her i lille F.C. København! De andre journalister var mest interesseret i at tale med Jesper Grønkjær og William Kvist. Men de vidste også en del om klubben og sagde at F.C. København også er kendt i Japan - i hvert fald blandt sportsjournalister!

 

”Ja, vi kender F.C. København i Japan”, sagde Kakiuchi ”Kaza” Kazayuki til FCK.DK og fortsatte: ”Klubben er den bedste i Skandinavien og er nu i Europa League. Vi kender de landsholdsspillere der er i FCK, og har generelt stor respekt for dansk fodbold. Jeg tror den største forskel mellem de to lande er at de danske spillere er fysisk stærkere end mange af spillerne fra Japan”.

 

Ingen af de meget høflige japanske journalister ville give deres bud på resultatet mellem de to nationer i næste års VM, men de har lovet at de vil følge F.C. København tæt i resten af sæsonen, og de håber at vi vinder det danske mesterskab og gå videre i Europa League.

 

 

Jesper Grønkjær interviewes af japanske journalister

 

 

Den japanske delegation i København


Fotos: FCK.DK / Charles Maskelyne