Skuffede løver lige efter slutfløjt

Galatasaray-FCK: Dagen derpå

Tung tur hjem
Det kommer næppe som nogen overraskelse, at det var en tung tur hjem fra Istanbul til København, hvor truppen landede lidt efter kl. halv tre i nat. Skuffelsen over at sejren glippede skal selvfølgelig lige bearbejdes, men er der næppe noget bedre end et Derby til at få fokus tilbage, når spillerne i morgen møder ind efter en træningsfri onsdag.

Flyveturen forløb helt planmæssigt, hvilket man ikke kan sige om busturen fra hotellet til stadion.

Både vores rejsepartner Nyhavn Rejser og deres lokale agenter var klar over den tætte trafik i Istanbul-myldretiden, men trods politieskorte tog turen så lang tid, at truppen blev over en halv time forsinket og først ankom godt en time før kickoff.

Opvarmning i Istanbul
Spillerne nåede opvarmningen i det tyrkiske lydinferno. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Ikke optimalt, men heller ikke katastrofalt. Og tak for de mange hilsner på vejen fra Galatasaray-fans, lige fra små børn der løb langs bussen (på fortovet dog) og lavede grimasser til de mange bilister, der med den ene hånd trykkede hornet i bund og med den anden luftede langfingeren i retning af den forbipasserende bus.

Til gengæld beklager vi, at nogle hotelgæster på et for os ukendt hotel åbenbart blev vækket natten før kampdagen, da lokale fans mente at have fundet ud af, hvor truppen boede.

Men trafikken var slem, men vi har prøvet det, der var værre, som f.eks. dengang vi måtte aflyse træningen på dagen før en kamp i Moskva, fordi busturen fra lufthavnen til hotellet blev forsinket i flere timer!

>> Læs fyldigt referat af Galatasaray-kampen med flere actionfotos


Youth League på Nicolai Jørgensens gamle hjemmebane
Vores U19-hold havde en lidt nemmere køretur til og fra Kasimpasas stadion, hvor de spillede Youth League onsdag formiddag - og vandt hele 5-1 over Galatasaray på Nicolai Jørgensens gamle hjemmebane.

Den bus, som medier og ledere ankom med, fik dog en ekstra lille rundtur i de smalle, stejle gader, som omkranser stadion midt inde i et boligkvarter i Istanbuls centrum. Men chaufføren mestrede både snævre tre-punkts-vendinger og at bakke tilbage ad en stejl gade, mens han holdt de øvrige trafikanter på afstand.

Vi fik igen bekræftet, at det er ikke uden grund, når man siger, at tyrkiske bilister hellere vil undvære bremsen end hornet...

Udsigten over Kasimpasas stadion
Udsigt over Kasimpasas hjemmebane midt i det centrale Istanbul. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


Udvisninger i europæiske kampe
Elias Jelerts røde kort var vores 16. i de europæiske klubturneringer, og det tredie i et Champions League-gruppespil, hvor også Jan Gregus og David Khocholava er blevet udvist.

Som du kan se af oversigten har vi hvert år siden 2014 - bortset fra 2020 - fået mindst én udvisning. Jan Gregus er den eneste, som er blevet udvist mere end én gang i europæiske kampe.

Elias' udvisning betyder, at han har karantæne i vores næste gruppekamp hjemme mod Bayern München den 3. oktober.

Europæiske udvisninger

 

Jan Gregus får rødt kort
Jan Gregus får rødt kort i CL-kvalifikationen mod FK Vardar. Foto: Getty Images


To gange 2-2 i træk
To gange på fem dage har vi spillet 2-2, og begge gange har vi været foran og sat føringer over styr.

Det er første gang siden Superliga-sæsonpremieren den 18. juli 2021, at vi spiller 2-2. Dengang var det hjemme mod AaB - men det er kun sket to gange før, at vi har spillet 2-2 to kampe i træk.

Det er længe siden, og i alle fire kampe var vi bagud - og flere gange indtil slutningen af kampen:

  • 12. november 2000 hjemme mod Silkeborg (hvor vi udlignede i 82. minut)
  • 20. november 2000 ude mod AB (hvor vi var bagud 0-2 indtil de sidste ti minutter)
  • 2. april 1995 ude mod AaB (hvor vi udlignede i sidste minut)
  • 9. april 1995 hjemme mod AGF (efter at have været bagud 0-2)
Jacob Laursen scorer sikkert.
Jacob Laursen reducerer til 1-2 på straffe i Gladsaxe i november 2000. Foto: Birger Vogelius


Pointsnit mod tyrkiske klubber
Vi har nu mødt tyrkiske klubber syv gange og har et pointsnit på 1,57 (3 sejre, 2 uafgjorte og 2 nederlag)

Blandt alle de lande, vi har mødt syv gange eller flere, har vi kun et højere pointsnit mod norske (2,22) og finske (2,00) klubber end mod tyrkiske.

Tyskland (0,33), Spanien (0,36) og England (0,62) er de lande, vi har lavest pointsnit mod – men de kommende måneder får vi fire muligheder for at rette op på de to af dem!

Her kan du se den samlede liste over de lande, vi har mødt mindst syv gange i europæiske turneringer:

Pointsnit, Europa

 

Claudemirs mål ude mod Galatasaray i 2013 rakte ikke til point, da vi tabte 1-3. Foto: Lars Møller


Kampstatistik fra i går

Kampstatistik, Galatasaray-F.C. København


>> Se mere kampstatistik på uefa.com