Victor Froholdt

Froholdt før Randers: Vi skal bygge videre på vores momentum 

Med to kampe tilbage af Mesterskabsspillet går vi nu for alvor ind i den afgørende fase af Superliga-sæsonen. Med en sejr over Randers FC på Cepheus Park søndag aften kan F.C. København tage et vigtigt skridt mod det danske mesterskab. 

Der venter derfor et spændende opgør i Kronjylland mod et formstærkt Randers-mandskab.

Løverne skal gøre alt for at nappe tre vigtige point med retur til hovedstaden, lyder det fra vores 19-årige midtbanekriger Victor Froholdt. 

"Det er en stor kamp, men det bliver også en svær kamp på udebane mod Randers. Vi ved, hvad de er gode til, og de spiller på hjemmebane. Når det er sagt, så ved vi præcis, hvad der er påkrævet af os søndag. Vi skal over og levere en rigtig god præstation og sikre tre enormt vigtige point," siger Victor Froholdt. 

"Vi er nået til den del af sæsonen, hvor det hele skal afgøres. Nu handler det udelukkende om, at vi skal vinde de to sidste kampe og have mesterskabet i hus. Alle kan jo regne ud, at hvis vi vinder de sidste to kampe, så står vi med mesterskabet – som er det, vi skal og rigtig gerne vil. Så der har været fuldt fokus fra os allesammen i den her uge," siger han. 

Skal ud og angribe kampen
I modsætning til de forgangne uger har der denne gang ikke været en pokalkamp i midtugen, som har krævet ressourcer og flyttet fokus. 

Det har ifølge Froholdt været en kærkommen mulighed for at fokusere fuldt ud på søndagens udekamp mod et Randers-hold, der har leveret flere iøjnefaldende præstationer i Mesterskabsspillet. 

"Vi har jo haft en lidt atypisk uge, hvis man kan kalde den det. På det seneste har vi været vant til kampe både i midtugen og i weekenden, men denne gang har vi haft en hel uge til at forberede os på det, der venter søndag i Randers," siger Froholdt. 

"Det er klart, at vi skal tage den selvtillid med, vi har bygget op over de seneste seks kampe med fem sejre og en enkelt uafgjort mod Midtjylland. At kunne bygge videre på det momentum, vi har skabt for os selv, bliver vigtigt. Samtidig skal vi ud og angribe kampen på søndag, for vi kan ikke være tilfredse med ét point og en dårlig indsats. Vi skal vinde i Randers," fastslår den unge FCK-profil. 

Der er kampstart kl. 18.00 søndag mod Randers FC.