Victor Froholdt

Froholdt er "Årets Unge Spiller" i 3F Superliga

Victor Froholdt er kåret som Årets Unge Spiller i 3F Superliga. Det er netop blevet offentliggjort af Divisionsforeningen, der står for kåringen i samarbejde med en række fodboldeksperter fra forskellige medier.

De kårer også Månedens Unge Spiller, hvor Victor i går fik prisen for maj - efter også at have fået den i februar og marts.

Om kåringen af Victor til Årets Unge Spiller siger nogle af medlemmerne af ekspertpanelet:

Jonas Hebo Rasmussen, TV2
”Et solidt efterår, hvor han i glimt viste sig frem, hvorefter han har spillet et suverænt forår som bedste mand for FCK og nok også i hele 3F Superliga.”
 
Sebastian Stanbury, Mediano
”Victor Froholdt er i løbet af sæsonen gået fra at være en lovende ung spiller til at blive en af F.C. Københavns vigtigste spillere."

"Jacob Neestrup bruger ham over hele banen, og hvor det normalt ikke er et godt tegn for unge spillere, at de bliver fjernet fra deres normale plads, er Froholdt en undtagelse. For hvis man som træner vil være sikker på, at en opgave løses kompetent, skal man bare sætte Froholdt til at udføre den.”
 
Ole Bjur, sportschef i Divisionsforeningen
”En dynamisk midtbanespiller, der med sit løbepensum fylder enormt meget på FCK’s midtbane." 

"Han er duelstærk, hvilket tallene understreger og er er en ægte holdspiller. Han gør alle andre bedre, men det er sjældent ham, der løber med laurbærrene." 

"Og der er masser af udviklingspotentiale. Eksempelvis tror jeg, at han på sigt kan udvikles til at score betydeligt flere mål, end han gør i dag med sine løb fra anden og tredje række." 

"Man skal i øvrigt ikke undervurdere, hvad det kræver mentalt, at spille sig ind som fast mand i FCK i en alder af blot 19 år. Der er krummer i Froholdt!"

Prisoverrækkelse på søndag
Victor får overrakt prisen som Årets Unge Spiller inden kickoff på søndag, når vi slutter Superliga-sæsonen i Parken mod FC Nordsjælland.