Fortjent 2-0-sejr over Randers FC

Fortjent 2-0-sejr over Randers FC

To nye i angrebet
F.C. København havde ændret på de to angrebspositioner siden den seneste kamp mod AaB for 2 uger siden, og i stedet for Grønkjær – der siden havde været på banen i to landskampe – og den fiberskadede Santin var det i dag N’Doye og Ailton. Og sidstnævnte fik den absolutte hovedrolle i opgøret, da han med to scoringer afgjorde sagen til topholdets fordel, mens Randers FC er uhyggeligt langt (= 14 point) efter en plads over nedrykningsstregen.

Op til kickoff silede en trist novemberregn ned over PARKEN’s ellers lækre grønsvær, og det bidrog nok til at tælleapparaterne ikke ligefrem gik i selvsving – blot 10.738 var på plads.

Men forhåbentlig var de fremmødte kommet til tiden, for ellers gik de glip af Ailtons første scoring, der faldt efter blot 54 sekunder. Pospech trak ind fra højre og prøvede at finde N’Doye i feltet, men via to Randers-ben endte bolden lidt – for ikke at sige meget - tilfældigt hos en totalt fri Ailton midt foran mål, og han kunne enkelt trille bolden forbi den sagesløse Kevin Stuhr.

Københavnsk drømmestart
En drømmestart for hjemmeholdet, især med tanke på de scoringsproblemer, der har præget de seneste kampe, og den næste halve snes minutter leverede man ren drømmefodbold mod et Randers-hold, der nærmest var reduceret til statister. Især Ailton var her, der og alle vegne og havde 2-3 afslutninger og fik også lige lavet Grønkjær-hælafleveringen til Oscar Wendt ude i venstre side…

Men efter et kvarters tid begyndte gassen at gå af FCK-ballonen, og som halvlegen skred frem blev hullet bare større og større, samtidig med at man havde svært ved at finde en pumpe, der kunne blæse nyt liv i foretagendet. Heldigvis var modstanden ikke skræmmende, for selv om randrusianerne havde bolden mere og mere, kom de aldrig frem til reelle chancer mod et FCK-forsvar, der stod godt og solidt uden at give noget væk.

Junior viste ellers mange gode initiativer på sin tidligere hjemmebane, men blev effektivt holdt i kort snor af Antonsson. I en enkelt situation kastede den store brasilianer sig ned og fik headet lige ved siden af, men pådrog sig samtidig en lille flænge ved øjet, som han måtte ud og behandles for. Den var dog langt fra i Kessler-klassen, så han var hurtigt klar igen.

Pospech skabte ravage
Selv om københavnerne i for mange perioder virkede lidt for uengagerede og savnede den gejst og gnist, man havde vist i indledningen, så blev det dog af og til farligt oppe foran Randers-målet. Især når Pospech udnyttede, at der tit var en halv tønde land at løbe på i Randers’ venstre forsvarsside, hvor Allan K. Jepsen og David Addy ofte var i store problemer, når tjekken tog et af sine berømte raids. Det var dog ikke alle hans indlæg, der lå lige godt, men flere af dem skabte farlige situationer inde foran, især da Vingaard fik en god skudmulighed midt i feltet, men ramte den lidt skævt, så den strøg forbi.

De sidste 10-15 minutter var decideret stillestående og præget af alt for mange boldtab, og bortset fra et Pospech-indlæg/forsøg, der var ved at snyde Kevin Stuhr og tog overkanten af overliggeren, så var der ikke noget at skrive hjem om fra den fase af kampen.

Der var ingen tvivl om, at Byens Hold havde været det bedste hold på banen, men det er set før, at man er kommet i vanskeligheder, når man ikke udnytter sine chancer til at lukke kampene tidligt. Derfor var det befriende, at man straks efter pausen gik et gear op og fremtvang den vigtige anden scoring efter bare fem minutters spil.

Fornemt opspil, da Ailton fordoblede føringen
Vingaard trak ind i banen og slog en fin pasning frem i feltet til N’Doye, der havde lidt problemer med at komme til afslutning og i stedet lagde bolden ud i højre til Hutchinson, der elegant slog den på tværs i feltet til den helt fri Ailton, der halvt liggende fik bugseret bolden over stregen, inden Kevin Stuhr kunne nå tilbage og afværge.

Et fremragende opspil, og scoringen skabte nyt liv på de ellers relativt tavse tribuner, hvor man nu ligefrem kunne høre sangstemmer i ny og næ. Efter en times tid holdt de lige vejret et par sekunder, da Junior på kanten af offside smuttede fra Laursen og Wendt og var helt alene med Wiland i højre side, men keeperen viste klassen og gik lynhurtigt ned og sikrede sig bolden, inden Junior fik afsluttet.

Kort efter havde Mikkel Beckmann også en afslutning i sidenettet, men ellers stod der F.C. København på stort set hele 2. halvleg, uden at man dog fik åndenød af tempoet og intensiteten i det, man med en forslidt floskel må kalde en stille dag på kontoret.

Tæt på 3-0 - og 2-1
Pospech var tættest på de 3-0 efter 67 minutter, da Hutchinson drev bolden godt frem i venstre side og lod N’Doye slå indlægget mod fjerneste, hvor Pospech hamrede løs, men Kevin Stuhr afværgede med en fodparade på selve målstregen. Til gengæld var gæsterne også tæt på 2-1, da David Addy overrumplede Wiland, der ikke kunne holde hans langskud, før det havde en ubehagelig omvej omkring den ene stolpe… Men heldet og marginalerne var i den situation med svenskeren, der ellers ikke havde meget at lave i dag.

Mod slutningen blev der spilletid til Thomas Delaney, der afløste den dobbelte målscorer Ailton, der blev en sikker vinder af dagens Man Of The Match-konkurrence. Forinden havde TK afløst Vingaard og Grønkjær N’Doye, så kampen sluttede med Hutchinson og Grønkjær i angrebet.

En knastør og fuldt fortjent sejr mod et Randers-mandskab, der må være pisket til at vinde de to næste hjemmekampe mod SønderjyskE og HB Køge, hvis det ikke skal se helt håbløst ud til foråret. Løverne har nu FC Midtjylland hjemme, inden efteråret rundes af med en nøglekamp på Odense Stadion. I dag var der mange udmærkede takter, men også nogle udfald, der skal undgås mod kommende og stærkere modstandere.