Foråret bliver københavnsk

Lad mig indledningsvis berolige vore mange fans, der gik gennem flere decimeter mudder for at omme ind på det kommunale stadion i Valby sidste lørdag: Vi spiller ikke "Internationale" på Danmarks nationalstadion på søndag.Vi spiller fodbold.

Vi fik en god start med sejren over Boldklubben Frem, og hele holdet leverede en tålmodig og koncentreret arbejdsindsats. Samtidig fik vi i glimt demonstreret, at vi har profilerne, der kan gøre en afgørende forskel, når baneforholdene ellers holder et bare nogenlunde niveau.

Vor nye midtbane fik bedre og bedre fat i løbet af kampen, og foran fornemmede man klart, at Zuma og Santos bliver en duo af international klasse, når termometeret viser tocifrede varmegrader. Samtidig har vi uden sammenligning Danmarks bredeste trup med kvalificerede 2. valg til samtlige 11 pladser på banen.

Jeg er overbevist om, at dette forår i SAS-ligaen bliver københavnsk.

To storskærme i PARKEN
Udover gensynet med topfodbolden efter 4 måneders vinterdvale byder søndagen på en særdeles spændende nyskabelse i PARKEN. Og det er endda en af de store, idet to supermoderne næsten 50 kvadratmeter store skærme vil gøre oplevelsen på Danmarks Nationalstadion endnu bedre.

Anvendelsen af skærmene integreres i den totaloplevelse, som overværelsen af en kamp med F.C. København er og skal være, men det kan vore mange tusinde tilskuere jo ved selvsyn konstatere på søndag. Det er dog ingen hemmelighed, at man fra nu af vil være i stand til at se gentagelse af scoringer fra dagens kamp på storskærmene -vel
at mærke umiddelbart efter scoringen og i "slow motion".

Storskærmene er imidlertid ikke de eneste forbedringer i PARKEN, hvor det nu også er muligt at betale med kreditkort i de forskellige salgsboder.

Dertil kommer tre nye loger, nye indgangspartier på NESA- og Fona-tribunen (der skal anvendes ved indendørsarrangementer),flere nye VIP-sæder på Carlsberg samt en ny afviklingsform for Carlsberg Corner.

Bonderøvene kommer
Med forbedringerne sætter F.C. København igen nye standarder for afviklingen af danske fodboldkampe, og jeg er sikker på, at søndagens modstandere fra FC Midtjylland vil
tage et par gode tips med hjem til Heden. Klubben står jo umiddelbar foran at skulle indvie et nyt stadion i Herning, hvilket de ønskes held og lykke med.

Afslutningsvis velkommen til (de selvudnævnte) bonderøve fra F.C. Midtjylland og deres tilskuere.

Med venlig hilsen

Flemming Østergaard