Fokus på Sønderjyske
Søndag kl. 18 spiller vi årets sidste Superligakamp, når Sønderjyske Fodbold kommer til Parken.
For nogle måneder siden havde de færreste forventet, at den kamp ville være en kamp om fjerdepladsen, men det er situationen lige nu, hvor vi er to point foran sønderjyderne.
I teorien kæmper vi også om tredjepladsen, for den kan vi indtage i vinterpausen, hvis vi vinder og Brøndby taber i Vejle mandag aften, og vi samtidig indhenter fem måls målforskel. Men uanset placeringen og tabelmulighederne, er der naturligvis kun én ting, der tæller for løverne: tre point mod Sønderjyske.
Det kan blive svært nok endda, for Thomas Nørgaards tropper er godt kørende dette efterår og har ikke tabt i Superligaen, siden vi slog dem 2-1 i Haderslev den 27. september. Siden har de fire sejre og tre uafgjorte, blandt andet friske november-sejre over AGF og FC Midtjylland, og tidligere på sæsonen slog de også Brøndby.
De har således præsteret godt mod de bedste, men måtte dog lade livet i 4. runde af pokalen, da de tabte 1-2 i Aarhus – hvilket også betyder, at det er deres sidste kamp i året, mens vi endnu har opgaver i Champions League og pokalen.
Begge hold mangler en offensiv profil på søndag på grund af karantæne. Sønderjyske må undvære Matthew Hoppe, da tre gule kort i de tre seneste kampe har udløst karantæne, og også Mohamed Elyounoussi har samlet for mange disciplinærpoint.
Hoppe er dog kun én af fem sønderjyder, der har scoret tre gange i efteråret – og Kristall Ingasón er topscorer med fem mål.
Indbyrdes statistik
Sønderjyske er den nuværende Superligaklub, som det er længst tid siden, vi har tabt til. Deres seneste sejr var i november 2017, og siden har vi vundet ni og spillet to uafgjort.
Tidligere denne sæson vandt vi 2-1 i Haderslev på to mål af Robert, men et Magnus Jensen-straffe i 82. minut skabte spænding om en kamp, vi ellers havde siddet solidt på.
Vores seneste møde i Parken endte 1-1, efter et tidligt Viktor Claesson-mål i 8. minut, udlignede Sønderjyskes Lukas Björklund kort før pausen.