Første træning med Roland

Første træning med Roland

Sæsonens første træningsdag var samtidig Roland Nilssons første arbejdsdag, som ny cheftræner for F.C. København. Grundet diverse landsholdsforpligtelser m.m. var det en noget decimeret trup, der stillede til træningsstart på Nummer 10. Således var der kun ti spillere til træning, mens de skadede Martin Vingaard og Søren Frederiksen så til fra sidelinjen.

Træningen var ganske velbesøgt fra pressens side, og især Roland Nilsson fik givet mange interviews, ligesom ny mand på spillersiden, Johnny Thomsen, også gjorde det. Thomsen skrev under med FCK allerede i januar måned, men i dag var altså dagen, hvor den tidligere SønderjyskE spiller kunne hilse på sine nye holdkammerater, herunder Sölvi Ottesen og Søren Frederiksen, som han tidligere har spillet sammen med.

Tilbage på FCK’s træningsanlæg var også Morten Nordstrand, der ser frem til en ny frisk start.

-Jeg har lidt problemer med den ene læg, men det er småting, og jeg forventer meget snart at kunne træne med for fuld damp, og jeg glæder mig til at give den skalle herinde igen, sagde Morten Nordstrand.

Selve træningen var en ganske rolig opstartstræning med løb, småspil og udstrækning. Undervejs fik assistenttræner, Johan Lange, og Roland Nilsson sig en del samtaler på tomandshånd.

I morgen vil første del af træningen være lukket. Her vil spillerne gennemgå en del fysiske test. Ellers byder ugen på to dobbelte træningspas, mens spillerne holder fri torsdag og søndag.




Roland Nilsson, Johan Lange og Anders Storskov konfererer



Ny mand hos Løverne, Johnny Thomsen



Brasilianerne Santin og Claudemir med til dagens småspil



Roland Nilsson holder øje med Claudemir



Samling. Roland Nilsson hilser på spillerne for første gang