Første klub med 400 sejre i Superligaen

Vi skal tilbage i tiden, vi skal tilbage til den sommeren 1992 hvor F.C. København officielt var en realitet i dansk fodbold – og hvor F.C. København og den forholdsvis nystiftede Superliga stiftede bekendtskab med hinanden. 

Det skete helt præcist den 12. august 1992, hvor F.C. København spillede deres første kamp i Superligaen, en kamp som gode gamle Per Wind sikkert ikke mindes med glæde, for han var keeper hos BK Frem, da Løverne sikkert vandt 3-0 på udebane – en kamp hvor Martin Johansen for øvrigt scorede alle tre mål! Dermed var F.C. Københavns første sejr i Superligaen en realitet. 

Siden kampen og sejren over BK Frem har F.C. København spillet yderligere 750 kampe, og efter dagens 1-0 sejr over FC Vestsjælland har F.C. København nu – som den første klub i Superligaens historie – vundet 400 Superligakampe. Brøndby IF er dog ikke langt efter, da de har i skrivende stund har vundet 395 kampe. AaB (331 sejre) og OB (301 sejre) er de eneste andre klubber med mere end 300 sejre i Superligaen. Det skal dog også nævnes, at Brøndby IF og AaB har spillet 50 Superligakampe mere end F.C. København. 

Status efter de 751 Superligakamp er 400 sejre, 193 uafgjorte og tabt 158 gange. Målscoren i de 751 Superligakampe er 1279-790.

I næste uge venter en Superligakamp mod FC Midtjylland, og dermed kan jagten på sejr nummer 500 i Superligaen indledes… 


Flest sejre mod… 
De 400 sejre i Superligaen er vundet mod 27 forskellige Superligaklubber, men den klub som F.C. København oftest har besejret i Superligaen er Brøndby IF (36 sejre). Herefter følger AaB (35) sejre, OB (29 sejre), AGF (28 sejre) samt FC Nordsjælland (27 sejre) og Viborg FF (27 sejre). 

De eneste to klubber F.C. København ikke har besejret i Superligaen er (logisk nok) F.C. Københavns ene moderklub B 1903 samt BK Fremad Amager (to nederlag i to kampe).