Første hjemmesejr

Der var lagt op til revanche i dagens kamp mod Søllerød-Vedbæk, i 2. Division Øst. Da de to hold sidst mødte hinanden, i 2006, vandt BSV 2-1, og da FCK/KB stadig havde sin første hjemmebanesejr til gode, var der lagt i ovnen til en hård fight.

 

Af Ragnald Kruse
Tabelmæssigt var der tale om et bundopgør mellem FCK/KB og Boldklubben Søllerød-Vedbæk. BSV var kommet til Frederiksberg med en overraskende udebanesejr i seneste runde over Skjold, og var derfor kravlet over nedrykningsstregen lige over FCK/KB.

 

Til dagens kamp havde træner Benny Gall overladt sit sæde til ass. træner for 1. holdet, Peter Nielsen, da han selv, i Nathan Coe’s fravær, måtte indtage målmandsposten – og der styrede han sine tropper frem mod holdets første hjemmebanesejr. Den 36-årige keeper stod en fantastisk kamp, og var en af hovedårsagerne til at kampens resultat blev positivt for hjemmeholdet. Udover den rutinerede målmand, var Mikael Antonsson igen at finde i forsvaret - og da Morten Bertolt ikke var med i dagens kamp, var den svenske forsvarsspiller blevet udnævnt til anfører. En tredje mand der gjorde sig bemærket i dagens kamp, var det unge angrebstalent Lasse Qvist, der viste færdigheder i sin farlighed, foran målet.

 

Kampen var knapt nok begyndt før Qvist var sluppet af sted på højrekanten i en kontra og elegant lobbede bolden over en fremstormende Morten Kjærbye i BSV målet, til sit syvende sæsonmål. Havde man troet at målet ville sætte tempoet i kampen op, blev man skuffet. Halvlegen bød ikke på de store chancer, men blev alligevel hårdt spillet – hele tre advarsler til FCK/KB blev det til i de første 45 minutter. Spillet bølgede frem og tilbage, hvor begge holds forsvar afværgede de forsøg på gennembrud der kom. Det lykkes dog Qvist at få en mulighed for at fordoble sin målscore godt 30 minutter inde i halvlegen efter et indlæg fra venstre side, men den tidligere PSV spiller headede lige forbi målet, og pauseresultatet forblev 1-0 til hjemmeholdet.

 

2. halvleg blev meget mere tempofyldt, hvor begge hold havde deres perioder med godt spil. I det allerførste minut viste Benny Gall at han stadig er skarp i målet, da han klarede BSVs nyindskifter Per Laursens friløber mod FCK/KB’s mål – en stor mulighed for udeholdet til at komme tilbage i kampen. Det var dog hjemmeholdet der pressede på efterfølgende, og Lasse Qvist var igen tæt på at score for sit hold, men Morten Kjærbye parerede flot i BSV målet. De efterfølgende ti minutter blev der lagt et tungt pres på gæsternes mål, hvor FCK/KB havde flere muligheder for at bringe sig yderligere foran. Efter noget tid vendte spillet, og så var det BSV’s tur til at ligge pres på Benny Galls mål.

 

Det var som om at BSV var kommet op i det tempo FCK/KB havde sat efter halvlegens start. Efter 53 minutter, lavede Zanka en fejl i forsvaret, og havde det ikke været for en refleksredning af Benny Gall, kunne udeholdet nemt have haft udlignet. Minuttet efter havde BSV endnu en stor chance, men igen stod Gall i vejen. Med presspillet fra gæsterne, gav det kontramuligheder i den anden ende, og det var Lasse Qvist ikke sen til at udnytte, da han i det 62. minut uden det store besvær, men alligevel elegant, kunne fordoble sin scoring og bringe FCK/KB foran 2-0. Samme Qvist var meget tæt på at lave hattrick, da hjemmeholdet fik en tredobbelt chance – men Kjærbye havde også en god dag i BSV målet.

 

I de sidste 20 minutter af kampen prøvede gæsterne at komme til chancer, men FCK/KB’s forsvarskæde stod meget solidt, og det der endelig kom igennem, tog Benny Gall sig overbevisende af. Det var derfor ikke det store problem at holde gæsterne fra scoring, og derfor var sæsonens første hjemmebanesejr en realitet. Efterfølgende var det en glad og lettet spillende træner, Benny Gall, FCK.DK fangede:

 

- Ja det var dejligt at komme væk fra bunden af tabellen. Vi spillede rigtig godt i dag, og kunne nemt have scoret 4-5 mål. Vi tog alle vores tjørn i dag, og det resulterede i vores første sejr på hjemmebane som jeg er rigtig glad for, sagde den sympatiske keeper, og var ikke meget for at kommentere på sin egen flotte præstation.

 

Dagens sejr var vigtig ekstra vigtig, da de andre bundhold alle fik point i runden. De næste to kampe gæster holdet Østerbro Stadion, hvor henholdsvis Skjold og B93 venter.