Amin Chiakha

Før Randers-FCK: Medaljekampen spidser til

Det spidser til! Med to kampe igen kan vi stadig selv afgøre, om guldet skal hjem til København, og næste skridt på vejen er søndagens udekamp kl. 18 i Randers.

Hjemmeholdet har i høj grad også noget at spille for, da de kæmper med Brøndby om tredjepladsen og en plads i Europa Playoff. Vinder vi mesterskabet eller pokalfinalen, giver tredjepladsen endda direkte adgang til Conference League-kvalifikationen, og fjerdepladsen får playoff-pladsen.

my image

Alle disse hvis-og-hvis tænker spillerne næppe på, når Jakob A. Sundberg fløjter opgøret i gang på Cepheus Park Randers, og da Midtjylland spiller først i Brøndby mandag aften, kan ingen tage højde for, hvordan den kamp ender.

Neestrups tilgang er da også, at vi skal have seks point i de to sidste kampe, men der venter under alle omstændigheder en svær opgave i Randers. Det var det også i februar, da vi senest besøgte dem og var klart bedst i 1. halvleg og førte 2-0, mens Randers fik medvind med en reducering lige efter pausen og var bedst i 2. halvleg.

Jordan Larsson
Jordan Larsson indledte scoringen i Randers i februar. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Randers-sæsonen
Efter en god start på sæsonen lå Randers langt ud på efteråret omkring 6.-7. pladsen, hvor de også røg ud i 3. runde af pokalen til Brabrand, men de sluttede året godt af og overvintrede på en 3. plads.

De sidste fem runder af Grundspillet gav dog kun én sejr, men det var nok til at fastholde en plads i Mesterskabsspillet, hvor de altså har spillet sig op på en tredjeplads á point med Brøndby.

Indbyrdes statistik
Vi har ikke tabt de seneste syv kampe til Randers, hvoraf fem er spillet i Parken og to i Randers, men det har været tætte kampe.

I august spillede vi 1-1 i Parken, trods overtal 11 mod 10 i en time efter udvisning af Florian Danho. I februar vandt vi som nævnt 2-1, og senest vandt vi 1-0 i Parken på et Mattsson-mål efter 20 minutter og ”kontrollerede” kampen hjem.

Statistisk noterer man, at ingen af vores seneste 11 kampe i Randers er endt uafgjort (V8, T3) –seneste pointdeling var 2-2 den 21. september 2016.

Federico Santander scorede begge vores mål i 2-2-kampen i 2016. Foto: Jan Christensen, FrontzoneSport