Følordning er sund fornuft

TV2 Sportens journalist skulle ikke være placeret alene ved banehegnet, men PARKEN finder det ikke lovstridigt at lade enkelte potentielle kontrollører få praktisk indsigt under opsyn. Det er derimod sund fornuft. Cirka 1 procent af PARKENs kontrollører er ”føl”.

 

TV2-programmet ”Lige På og Sport” på TV2 bragte i går et indslag om en journalist, der i forbindelse med en SAS Liga-kamp mellem F.C. København og Esbjerg FB optrådte som kontrollør i PARKEN.

 

Aktuelt er cirka 1 procent af PARKENs kontrollører såkaldte føl, der under kyndig opsyn af en eller flere autoriserede kontrollører får praktisk indsigt, inden de beslutter sig for, om de vil gennemgå uddannelsen og derefter fortsætte som autoriserede kontrollører.

 

- TV2 vender tingene på hovedet, når de forsøger at fremstille følordningen til kampe med lav risiko som en sikkerhedsrisiko. Så længe det sker under opsyn er det sund fornuft at give potentielle kontrollører praktisk indsigt, så både de og vi kan vurdere, om kontrolløruddannelsen er noget for dem. Det er altså en udmærket screening, og der er tale om en minimal andel af det samlede vagtkorps til en kamp. Det sker over hele landet og de relevante instanser i DBU og Politiet er indforståede med det. Når det er sagt, så burde TV2’s journalist ikke være placeret alene ved banehegnet, som det skete i en periode i søndags, siger sikkerhedschef i F.C. København, Leif Bjørn og fortsætter:

 

- Loven om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder er ny, og der er nok ting, der skal justeres over tid, men jeg har vanskeligt ved at se, hvilke saglige argumenter, der skulle være imod følordningen. I mine øjne har TV2 gjort sikkerheden ved idrætsbegivenheder en bjørnetjeneste med det sensationsprægede indslag i går, siger Leif Bjørn, der ud af et samlet vagtkorps på cirka et par hundrede havde to føl i PARKEN i søndags.

 

- Vi har naturligvis været i kontakt med det andet føl, og han har skrevet en udførlig og positiv rapport omkring sine oplevelser i PARKEN, men han var jo heller ikke sendt i byen af TV2 en uge før en landskamp mod Sverige, siger Leif Bjørn, der garanterer, at der til landskampen mod Sverige naturligvis ikke er føl ved positioner, hvor der kræves autoriserede kontrollører.

 

Toiletjournalistik
Under søndagskampen fandt PARKENs vagter en kontrollørjakke gemt bag en cisterne på et toilet, og den viste sig at have tilhørt TV2 Sportens mulvarp, der havde opgivet telefonnummer og adresse på en helt uvidende person fra København.

 

- Det er dårlig stil, og det bliver ikke kønnere af, at TV2 i mandags fortalte seerne, at journalisten havde givet sig til kende overfor vores folk. Generelt oplever vi sagen som endnu et eksempel på, at TV2 Sporten skyder kolibrier med missiler, men det skal ikke forhindre os i at lytte til den lille del af kritikken, der er relevant, siger koncernchef i PARKEN Sport & Entertainment Dan Hammer, som gerne går i dialog med de politikere, der alene med udgangspunkt i de oplysninger, de fik af TV2 Sporten, udtalte sig om sagen i indslaget:

 

- Jeg er overbevist om, at politikerne får pulsen ned, når de får en reel indsigt i, hvordan PARKEN i samarbejde med DBU og Politiet griber sikkerheden an ved fodboldkampe, siger Dan Hammer, der for god ordens skyld har bedt selskabets advokat undersøge, om der er belæg for juridiske skridt overfor TV2.

 

- Personligt mener jeg, at det er en god idé at få afprøvet TV2 Sportens metoder ved Pressenævnet. Brug af en uvidende persons identitet, anonyme kilder og hemmelige lydoptagelser er blandt de tungeste våben i det journalistiske arsenal, og det kunne være gavnligt at få en afgørelse om nødvendigheden af anvendelsen af disse metoder i den konkrete sag. Vi skal jo muligvis arbejde sammen i fremtiden, siger Dan Hammer.