OldBoys-mestre for fjerde sæson i træk

Fjerde DM-guld i træk til Old Boys

Det blev en underholdende, afvekslende og uhyre spændende DM-finale, da KB/FCK's og AC Odenses Old Boys for femte gang i træk spillede finale om det danske mesterskab!

Fynboerne tog teten allerede i kampens første minut, da Jesper Christiansen ekspederede bolden forbi Ulrik Willemoes-Thomsen efter et københavnsk boldtab i forsvaret. Et forsvar, der i sidste øjeblik måtte skifte ud, da den nybagte far Rasmus Pedersen blev skadet under opvarmningen og blev erstattet af Michael Strandquist. (Se hele holdet nederst i artiklen)

Morten Bertolt
Morten Bertolt lå på central midt med Hjalte Nørregaard

"Strander", der jagtede sin og holdets syvende DM-titel, har lige rundet de 45, og hans forsvarskollega Mikkel Vittrup er også deroppeaf, så de havde deres at se til med fynboernes væsentligt yngre frontløbere. Reglerne siger, at spillerne skal være fyldt 32 på dagen, men man må godt have to med, der "kun" er fyldt 30.

Spillemæssigt var hjemmeholdet fint med i kampen og pressede også på for udligning, men det så lidt mørkt ud, da AC Odenses Nick Ragus efter en lille halv time scorede til 2-0 efter et kontraløb.

Spørgsmålet er, om det ikke også var første gang overhovedet, at vores Old Boys var bagud i sæsonen. De gik i hvert fald ubesejrede gennem hele turneringen og slutspilskampene, men som holdets træner Lasse Lund Larsen forklarede efter kampen: "Vi er vant til at blive presset, for alle hold vil vildt gerne slå os og låner gerne spillere fra højre og venstre til kampene mod os."

Daniel Jensen tackles af Thomas Helveg, mens Morten Bisgaard ser til
Daniel Jensen bremses af Thomas Helveg, mens Morten Bisgaard ser til

I hvert fald lod de gamle drenge sig ikke slå ud og pressede ufortrødent, men der manglede lige det sidste i at spille chancerne HELT store.

Jesper Bech
Jesper Bech lå helt i front, med Daniel Jensen som hængende angriber

Efter de første 35 minutter (som en OldBoys-halvleg varer) kom Clement Cliford ind i angrebet, og Jesper Bech gik tilbage på midtbanen, mens Bertolt tog plads på bænken for en stund. Man må kun have tre på bænken, men udskiftede må gerne sættes ind igen... og det blev der brug for!

Cliford holdt nemlig ikke ret længe, før han måtte udgå igen med en lille forstrækning i baglåret, men han nåede dog at true Odense-forsvaret et par gange, men stadig uden held.

Clement Cliford
Den går ikke længere, signalerer Cliford - til højre ACO's centerforsvar med Anders Møller Christensen og Thomas Helveg

Ind kom i stedet Bjarke Vind, og Bertolt kom også ind igen i centerforsvaret i stedet for Strandquist. Tiden gik, og med små 10 minutter igen lugtede det mere og mere af fynsk guld. Så sendte vi Mikkel Vittrup op foran for at lægge endnu mere pres på, og syv minutter før tid tændte Morten Bertolt håbet, da han styrede et indlæg i nettet fra nært hold.

Nu var der for alvor spænding igen, Det tændte håbet hos de hvidklædte, der nu masede godt på, og minsandten om ikke det lykkedes kort før tid! Lars Jacobsen løftede elegant bolden over et par forsvarere og Odense-keeper Tom Sterobo og over i det lange hjørne til 2-2!

Lars Jacobsen
"Hvor svært kan det være?"

Det betød, at de to hold skulle ud i forlænget spilletid på 2 x 10 minutter, og det var nok ikke lige det, de ældre herrer havde drømt allermest om... trætheden var til at tage og føle på, men vinderviljen og fighterhjerterne fejlede ikke noget!

Det var dog tydeligvis hjemmeholdet, der havde momentum efter den sene udligning, og da Daniel Jensen efter bare tre minutter spil sendte bolden i nettet til 3-2, fornemmede man, at det var de gamle løvers dag!

Daniel Jensen
Daniel Jensen blev matchvinder

Gæsterne pressede selvfølgelig på, men vi havde absolut også mulighederne for at lukke og slukke, da bl.a. indskiftede Lasse Lauth sendte bolden på overliggeren.

Men der blev ikke scoret mere, og dermed endte guldet for fjerde sæson i træk i København!

"En fin kamp, men vi bliver lidt ramt af, at to af vores hurtigste folk blev skadet undervejs og måtte udgå," fortalte Morten Bisgaard efter kampen og hentydede til Claus Madsen og Nick Ragus. Bisgaard holdt selv hele kampen og kunne i øvrigt berette, at en skade i læggen så sent som i onsdags havde tvunget en anden eks-FCK'er, Ulrik Laursen, til at melde fra.

Da var hans gamle klubkammerat Hjalte Nørregaard forlængst forsvundet, for han skulle lige efter slutfløjt skynde sig over og varme sit U17-hold op til kamp - her er han jo assistenttræner for Jacob Neestrup.

Hjalte Nørregaard

Dermed gik han også glip af medaljeoverrækkelsen, da anfører Mikkel Vittrup endnu engang kunne løfte trofæet til OldBoys' syvende mesterskab efter at have været i ni finaler. En fornem præstation!

Anfører Mikkel Vittrup med mesterskabstrofæet
Anfører Mikkel Vittrup med trofæet

 

Du kan i øvrigt stadig nå at se en masse klip fra kampen - og et par af vores mål - på vores Instagram Story, hvor de ligger i 24 timer.

KB/FCK:
Ulrik Villemoes-Thomsen - Søren Martinussen, Mikkel Vittrup (anf.), Michael Strandquist, Thorkild Nielsen - Lars Jacobsen, Hjalte Nørregaard, Morten Bertolt, Martin Dons - Daniel Jensen - Jesper Bech

Indskiftere: Clement Cliford, Lasse Lauth og Bjarke Vind

AC Odenses 14 mand: Tom Sterobo, Rasmus Nygaard-Johansen, Anders Møller Christensen, Thomas Helveg, Jens Mårtensen, Morten Bisgaard, Kenneth Møller Pedersen, Henrik Hansen, Claus Madsen, Jesper Christiansen, Nick Ragus, Ken Ragus, Kristian Kragh og Sune Heilbo