FCK2 spillede 2-2 med Brønshøj

Da der var spillet 24 minutter af søndagens opgør mellem FCK 2 og Brønshøj var der ikke meget der tydede på point til hjemmeholdet. Brønshøj var nemlig kommet foran 2-0 og med tanke på at Brønshøj er tophold – kæmpede for den teoretiske mulighed for oprykning, så lugtede det af tre point til Hvepsene fra Brønshøj.

 

Af Jan Eliassen

Og da Brønshøj ved stillingen 2-0 ydermere fik et straffespark, så var de fremmødte Brønshøj tilhængere meget sikre på at de ville få de tre point – men Mikkel Hasling i det københavnske bur ville det anderledes, og med en redning holdt han FCK2 inde i kampen. I det 37. minut fik Kevin Bechmann Timm så reduceret, og ganske få sekunder før dommeren fløjtede af til pause, så slog Thomas Christiansen til – og så var stillingen lige pludselig 2-2. Generelt var fra 1. halvleg forholdsvis tempofyldt og der var en del chancer da der i perioder blev afholdt Åbent hus i begge ender af banen.

 

Der var knapt så meget fart over feltet i 2. halvleg, Men skulle der have været en vinder, så burde det have været FCK2 – for de havde trods alt de største chancer – for både Kevin Bechmann Timm og Thomas Christiansen formåede at ramme overliggeren i løbet af de sidste 45 minutter. Der blev dog ikke scoret yderligere, og kampen endte derfor 2-2.

 

Efter kampen sagde Jacob Neestrup:

 

- Det har nok været en meget sjov kamp at se for tilskuerne, og det er da også en OK kamp. Det blev sådan en alt-eller-intet-kamp, hvor vi til tider spillede rigtig godt. Desværre fik vi ikke sejren, men vi gav virkelig alt i forsøget på at få de tre point.

 

Træner Jan Michaelsen sagde disse ord til FCK.DK:

 

- Jeg er glad på spillernes vegne, for de spillede en god kamp. Selv om vi kom bagud 2-0, så får vi løftet os, vi kom flot tilbage – og der er rigtig mange af spillerne der leverede en rigtig god præstation, og jeg synes virkelig man kan se at holdet har flyttet sig her i foråret. Det var en god modstander vi mødte i dag. De jagtede alle tre point for at bevare håbet om playoff-kampe til 1. division, men jeg synes helt klart at det var os der burde have vundet kampen.

 

Snart kommer sommerpausen, men Jan Michaelsen håber på et godt resultat inden ferien:

 

- Nu har vi kun en kamp tilbage i denne sæson – mod Brøndby næste søndag – og det ville da være rart, hvis vi kunne afslutte et fint forår med en sejr i sæsonens sidste kamp.

 

Kampen mod Brøndby spilles fredag den 12. juni klokken 18:00 i Brøndby.