FCK2: 1-1 i stolpeskud – men ingen mål

Det lå i kortene! Da opgøret mellem FCK2 og Lolland-Falster Alliancen her til formiddag blev fløjtet i gang, lå det i kortene, at det kunne gå hen og blive en lige affære. Begge hold har kun fået fuldt udbytte af én enkelt kamp i efterårets sæson, og omskifteligheden i hjemmeholdets trup skulle endnu engang vise sig, at have en betydning for kampen.

 

Startopstilling:

 

Per Weihrauch – Andreas Moos

Milan Johannsen – Nicklas Kristensen – Saban Özdogan – Michael Strandquist

Magnus Sonne – Ulrik Laursen - Jacob Albrechtsen - Danni Jensen

Rune Nilssen

 

Udskiftninger:

56. min: Per Weihrauch ud, Morten Thomsen ind

67. min: Ulrik Laursen ud, Lasse Horn ind

88. min: Milan Johannsen ud, Jonas Henriksen ind

 

Af Jessica Schrøder

FCK2’s spillere lagde ud med et tempo ud over det sædvanlige, så snart bolden var givet op. Der blev disket op med godt pasningsspil og gode kombinationer på kanterne, og mange sad på tilskuerpladserne med følelsen af, at det kunne gå hen og blive en af de helt store oplevelser i solen på Frederiksberg Idrætspark.

 

I de første tyve minutter kom Byens Hold frem til tre kæmpe chancer. Dog sørgede henholdsvis stolpe og en ekstremt velspillende LFA-keeper for, at nullet ikke var skiftet ud med andre cifre til hjemmeholdet.

 

Af ukendte årsager mistede kampen dog herefter intensitet og tempo, og midtbanen tog sig efterfølgende kærligt at det meste spil. FCK2’s Jacob Albrechtsen var tæt på at sætte hele holdets plan over styr, da han efter en halv times spil, sender en alt for blød bold tilbage til dagens keeper, Rune Nilssen. LFA-angriberen når bolden først, men Rune får afblæst alarmen med en god benparade.

 

Blot få minutter senere er der klumpspil foran hjemmeholdets mål. Der kommer et højt indlæg ind i feltet, som Rune ikke får ordentlig hold på, og den ryger ud til en LFA-spiller, som forsøger sig med et fladt skud. Det pareres af en FCK2 spiller, og bolden ryger ud til endnu et forsøg, som en ny LFA-spiller dog brænder på det skammeligste. 

 

Pausen bringer ro på begge hold, og der er faktisk ikke det store at berette om de sidste 45 minutter. Danni Jensen fik bevist sit værd og diskede op med godt kantspil og flere gode individuelle detaljer, men ellers blev billedet præget af skader til både Ulrik Laursen og den – igen – uheldige Per Weihrauch. Ulrik pådrog sig et trælår, som dog heldigvis ikke er af større betydning, og Per vrikkede om og måtte lade sig udskifte kort efter.

 

Først i de sidste ti minutter lykkedes det hjemmeholdet at få mere fat i kampen og gæsterne, og udskiftningerne bragte lidt fornyet energi på holdet, og skabte opløb til flere chancer. De udeblev dog, da LFA formåede at lukke godt af bagtil, og kampen endte uden scoringer og uden en reel sejrsherre.

 

Igen var hjemmeholdets plan, primært at holde nullet, men derefter at få prøvet så mange spillere af som muligt, og de målsætninger må siges at være overholdte - hvilket vel også kan betegnes som en form for sejr.  Dog var det tydeligt at se, at flere af spillerne manglede en vis forståelse for hinandens løbebaner, og samspillet var ikke så flydende, som man havde kunnet ønske sig.

 

FCK.DK tog en snak med træner Brian Riemer, som egentlig var godt tilfreds med udfaldet af kampen. Han havde følgende kommentar til dagens kamp:

 

- Jeg er egentlig meget godt tilfreds. Vi bør reelt set afgøre kampen de første tyve minutter og har tre store chancer, hvor vi blandt andet er uheldige med et stolpeskud. Som kampen skrider frem, kommer LFA mere og mere med, og vi bliver i anden halvleg tvunget til at skifte både Per og Ulrik ud. Det ødelægger naturligvis rytmen, og spillet i de sidste 25 min bliver derfor på deres præmisser. De er fysisk stærke, og er bedre i luften end vi er, og vi får svært ved at sætte os helt igennem i den afgørende fase, siger Brian og fortsætter:

 

- Planen var at holde nullet til kampen. Det vigtigste for os var, at gå ud og lukke af, og vi havde talt om, at kampen så kunne ende 0-0 - men vi havde lagt os helt fast på, at de i hvert fald ikke måtte score - og det lykkedes vi jo med.

 

- Vores gode start var egentlig ikke planlagt. Det var en helt naturlig start på kampen, og det virkede som om at LFA hang lidt fra første fløjt. I pausen fik vi talt om, at nullet blot skulle holdes, og at vi måtte holde os til vores plan. Vi behøvede ikke at afgøre kampen de første fem minutter efter bolden igen var givet op, men ville blot vente til chancen – eller chancerne – bød sig, men det skete desværre bare ikke i dag, ærgrer Brian sig alligevel lidt.

 

Om det omskiftelige hold og kampens udfordring meldte Brian ud:

 

- Vi fokuserer ikke så meget på resultaterne. Det vigtigste er, at de unge drenge kommer ind og får noget spilletid. Når kampen er i gang, gør vi alt hvad vi kan for at vinde. Antallet af sejre er ikke det vigtigste og i dag har vi fx spillere fra hele fire hold i truppen (U17, U19, 2. division og Old Boys). Det er klart, at holdet ville se helt anderledes ud, hvis man havde en fast trup og til kampen i dag har vi nogle stykker, der slet ikke spillet divisions fodbold før, og det betyder blandt andet, at spillerne ikke kender hinandens løbebaner endnu og spillestil. Men igen er det meningen, at så mange skal i spil som muligt, og det er det vigtigste for klubben på det niveau vi bevæger os på her i 2. division, slutter Brian af med en tilfreds mine.

 

Følg med, når FCK2 næste weekend skal et smut til Vestegnen, hvor Brøndby II tager imod. Kampen fløjtes i gang kl. 13:00.

 

Assistenttræner Peter Piil og træner Brian Riemer (Foto: FCK.DK / Jessica Schrøder)

 

Man down ... (Foto: FCK.DK / Jessica Schrøder)

 

Brian Riemer og Ulrik Laursen (Foto: FCK.DK / Jessica Schrøder)

 

Game over, 0-0! (Foto: FCK.DK / Jessica Schrøder)