FCK-Panathinaikos under tag

FCK - FCN under tag

Når F.C. København tager imod FC Nordsjælland onsdag den 24. marts klokken 20.00 bliver der skrevet historie. Det vil nemlig være første gang, at en fodboldkamp i landets bedste række afvikles under tag, da PARKEN er overdækket til opgøret mod tigrene fra Farum. Ikke nok med at tilskuerne på Danmarks nationalstadion er garanteret tørvejr og ingen blæst, så varmer klubben også stadion op med de indbyggede varmedyser, der normalt kun bruges i forbindelse med events i PARKEN.

Årsagen til de opsigtsvækkende tiltag er X Factor-finalen, der afvikles i PARKEN den efterfølgende lørdag. F.C. Københavns kampe skal spilles under de bedst mulige forhold - det gælder både på og uden for banen, og da PARKEN fik muligheden for at afholde X Factor-finalen få dage efter opgøret mod FCN, stod man med en udfordring, hvor det gjaldt om at kunne afvikle begge begivenheder optimalt.

Udover ovenstående tiltag, vil der onsdag være tilbud på den klassiske Menu 1 (5 x fadøl). Prisen vil kun være 125,- (uanset hvor på stadion), og det er en besparelse på helt op til 75 kroner. På Familietribunen kigger Laudrup & Høgh Street Team blandt andet forbi og underholder med fede tricks.