FCK Fanmedier får nyt hjem i Parken

F.C. København har aftalt med fanmedierne Københavns Fanradio, Copenhagen Sundays og Absalons Radio, at klubben stiller en gratis Skybox på B-tribunen (Unibet) til rådighed for deres produktioner i løbet af ugen.

Formålet er at understøtte de tre fanmedier og deres store arbejde omkring klubben:

”Det er nogle dybt dedikerede fans, der står bag de her medier, og de bruger et utal af timer på vores klub," siger direktør Lars Bo Jeppesen.

"Derfor vil vi gerne bidrage til, at de kan udvikle sig endnu mere ved at give dem bedre rammer at arbejde i, ligesom de får mulighed for at arbejde tættere sammen, hvis de ønsker det."

"Det er samtidig vigtigt for mig at understrege, at den her aftale ikke har nogen indflydelse på fanmediernes muligheder for at arbejde uafhængigt og så kritisk med deres dækning af FCK, som de ønsker det.”

”Vi har en ide om, at Parken skal være ”Always On”, og det her er også et element, der bidrager til den vision med fanmediernes store engagement, også rundt om de dage, hvor vi har kampe."

"Vi er glade og stolte over, at der er fans, der frivilligt investerer så meget energi og tid i os. Det her er en måde for os at give lidt tilbage til dem,” slutter Lars Bo Jeppesen.

“Det er virkelig godt at mærke, at F.C. København sætter pris på det arbejde, der ydes rundt om klubben, og at FCK på denne måde understøtter vores og andres arbejde. Det sætter vi stor pris på,” siger David E. Bastian-Møller på vegne af Københavns Fanradio, Absalons Radio og Copenhagen Sundays.

Arbejdet med at indrette de nye faciliteter begynder snarest muligt.