F.C. København topper de sociale medier

F.C. København topper som bekendt den rigtige Superliga, men Tipsbladet har i dag offentliggjort en undersøgelse – lavet i samarbejde med Mannov – af hvordan de 12 klubber klarer sig på de sociale medier, og også her er det Byens Hold de bedste.

I fredagens udgave af Tipsbladet er der en artikel med overskriften ”Brøndby vinder sølv i Superligaen”, og hvis man læser artiklen, så afsløres det også, at sølvet ikke er for præstationerne på grønsværen, men for hvordan klubben klarer sig i de sociale medier.

Men når sølvet går til Brøndby IF, så vil de fleste nok spørge: ”Hvem vinder så guld i Superligaen for sociale medier?”

- og her er svaret, det gør F.C. København!

Tipsbladet har fået kommunikationsbureauet Mannov til at undersøge hvordan de 12 Superligaklubber klarer sig på de sociale medier. De 12 klubber er blevet bedømt på hvordan de klarer sig i forhold til Facebook-fans, Twitter-følgere og Youtube-abonnenter. Hver kategori er blevet vægtet, og det hele er endt med at de 12 klubber har fået et vist antal ”sociale point”.

Mannov og Tipsbladet er kommet frem til denne slutstilling:
1. F.C. København, 96 sociale point
2. Brøndby IF, 84 sociale point
3. AGF, 81 sociale point

På de næste pladser kommer OB (71 sociale point), AaB (58), FC Nordsjælland (57), Esbjerg fB (47), Silkeborg IF (36), Randers FC (32), SønderjyskE (23), AC Horsens (19) og på 12. pladsen ligger FC Midtjylland med 17 sociale point.

Ikke overraskende er de seks øverste klubber også de seks klubber med de højeste tilskuertal, men hverken antallet af tilskuere, tilhængere eller placering i Superligaen afspejler den helt præcise placering på ranglisten – altså på nær F.C. København, der både har det højeste tilskuergennemsnit samt topper ”den rigtige Superliga” med flest point.

F.C. København er som nævnt i Mannov undersøgelse at finde på Facebook, Twitter og Youtube – men husk vi også har en Twitter-konto til LIVE-kampene samt at vi netop er kommet på Instagram.

>>>>> Læs artiklen på tipsbladet.dk  

>>>>> F.C. København på Facebook   

>>>>> F.C. København på Twitter  

>>>>> F.C. Københavns LIVE-Twitter     

>>>>> F.C. København på Youtube 

>>>>> F.C. København på Instagram