F.C. København og Andel lancerer Hall of Femme for landets 55.874 pigefodboldspillere

Andel og F.C. København ønsker at styrke dansk kvindefodbold. Derfor præsenterer parterne i fællesskab nu et stort landsdækkende initiativ, der hylder landets mere end 50.000 pigefodboldspillere.

Kvindefodboldens rollemodeller skal hyldes, og derfor inviteres landets 55.874 pigefodboldspillere til at blive optaget i det nyoprettede Hall of Femme. Initiativet, der udspringer af det partnerskab, som Andel og F.C. København indgik i februar 2025, skal inspirere flere unge piger til at gå efter deres fodbolddrømme.

Dansk kvindefodbold oplever stor fremgang på tværs af alle årgange, og fodbold er blevet den næststørste sport blandt piger. Men mange forlader desværre fodbolden i teenageårene, og indikationer peger på, at de unge piger har svært ved at se en fodboldfremtid for sig. Det ønsker energi- og fibernetkoncernen Andel og F.C. København at ændre på, og derfor hyldes Danmarks mange pigefodboldspillere med et nyt landsdækkende initiativ.

”Mange piger forlader fodbolden, når de rammer teenageårene. Ikke fordi de mangler talent eller vilje, men fordi de har færre synlige rollemodeller og mange praktiske udfordringer, der spænder ben for dem. Det er vigtigt at de mærker, at deres fodbolddrømme kan blive til virkelighed - og det gør vi nu noget ved,” udtaler Rikke Trikker, HR- og kommunikationsdirektør samt Senior Vice President i Andel.

Med Hall of Femme tager F.C. København og Andel aktivt fat på udfordringen, blandt andet ved at give landets pigefodboldspillere mulighed for at blive portrætteret på de ikoniske bannere i Parken. Blandt alle deltagere trækkes der lod om, hvem der får æren af at repræsentere en hel generation af fodbolddrømme.

”Vi ønsker at styrke kvindefodbolden i Danmark ved at synliggøre mulighederne, så endnu flere får øjnene op for fodboldens glæder og potentiale. F.C. Københavns kvinder har på ganske kort tid skabt et hold, der når langt ud til alle fodboldglade piger og kvinder, og nu skal de nye idoler vise vejen til fodboldens fællesskab,” siger Mikkel Grove Lindsted, kommerciel direktør i F.C. København.

Med forældrenes samtykke kan piger i alle aldersgrupper ansøge om optagelse i Hall of Femme. Derudover kan piger i alderen 14-19 år søge det nye Hall of Femme-legat, som én gang om året uddeles til to unge spillere som økonomisk støtte til deres udvikling.

Desuden kan pigerne møde spillere fra F.C. Københavns kvindehold, høre deres unikke historier, få personlige råd fra elitetrænere samt deltage i faciliteret træning.

Målet er at synliggøre en konkret drøm, som er mulig for flere at opnå.

Initiativet lanceres på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts.

Læs mere om Hall of Femme her.