F.C. København klar til at satse på Ishockey

- Efter grundige analyser og intensive kontakter til potentielle samarbejdspartnere såvel nationalt som internationalt har bestyrelsen truffet en principbeslutning om at forfølge og konkretisere muligheden for at tilføje ishockey til vore aktiviteter, siger administrerende direktør Flemming Østergaard.

Den endelige beslutning afhænger dels af en formel accept fra Danmarks Ishockey Union og dels af muligheden for, at der i umiddelbar nærhed til PARKEN kan etableres en moderne skøjtearena med attraktive tilskuerforhold.

Venter på Københavns Kommune

PARKEN Sport & Entertainment ønskede oprindelig at introducere ishockey allerede ved næste sæsons begyndelse i efteråret 2001, men på trods af en positiv dialog har det ikke været muligt at få de nødvendige aftaler med primært Københavns Kommune på plads i tide.

-Vi har haft nogle konstruktive diskussioner med nøglepersoner i Københavns Kommune, men det har desværre ikke været muligt at få den nødvendige formelle accept. Nu har vi meldt klart ud om vore intentioner og om vor tidsplan, og så håber jeg, at kommunen fortsat vil spille positivt med, så vi hurtigt kan få skabt en københavnsk storklub på isen – til gavn for byens mange sportsinteresserede og til gavn for dansk ishockey i almindelighed, siger Flemming Østergaard, der endnu ikke ønsker at løfte sløret for den konkrete konstruktion bag det forventede initiativ.

-Vi arbejder med flere forskellige muligheder for alliancer med både eksisterende danske og udenlandske klubber, og vi ønsker at holde alle muligheder åbne et stykke tid endnu. Vi har ikke selv den nødvendige kompetence indenfor ishockey, og derfor skal vi have nogle dygtige partnere med. Der skal imidlertid ikke herske tvivl om, at vi vil have et lige så højt ambitionsniveau på isen, som F.C. København har på grønsværen.

Action og synergi

Flemming Østergaard peger på sportens generelle attraktionsværdi og synergieffekter som de primære årsager til, at PARKEN Sport & Entertainment er interesseret i at satse på en sport, der rent forretningsmæssigt ikke har præsenteret mange solstrålehistorier i de senere år herhjemme.

-Ishockey er en glimrende publikums- og tv-sport, og der har jo også været stor tilskuerfremgang i de senere år. Der spilles ishockey i en meget stor del af den periode, hvor fodbolden ligger stille, og jeg er sikker på, at en del af vore fans fra fodbolden er meget interesserede i at følge ”Byens Hold” på isen også. Derudover kan vi udnytte vore VIP-faciliteter i PARKEN, hvis det lykkes at etablere en tilstrækkelig attraktiv skøjtearena som nabo til PARKEN. Det vil som minimum sige en hal med plads til 4.000-5.000 tilskuere.

Erhvervslivet er klar

PARKEN Sport & Entertainment har allerede været i kontakt med potentielle kommercielle samarbejdspartnere, der kan se potentialet i en stærk københavnsk ishockeyklub.

-Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil være i stand til at skaffe de nødvendige økonomiske ressourcer. Vi taler formentlig om en af de mest eksponerede danske sportsinitiativer i nyere tid, og de foreløbige sonderinger blandt potentielle sponsorer har været meget positive. Virksomhederne ved godt, at dette er en enestående mulighed for at geare markedsføringsmidlerne, siger Flemming Østergaard.


Fodbolden er lokomotivet

Han frygter ikke, at en eventuel satsning på ishockey vil stjæle fokus fra fodbolden i F.C. København:

-Det er der overhovedet ingen risiko for. Der er vist ingen, der med rimelighed kan beskylde os for at have forsømt ledelsen af fodboldklubben gennem de senere år, hvor PARKEN Sport & Entertainment har udvidet forretningen betydeligt. Vi er meget opmærksomme på, at fodbolden er virksomhedens lokomotiv, og vi sørger naturligvis for at styrke organisationen i takt med de nye udfordringer.

I samarbejde med et par nøglemedarbejdere vil Flemming Østergaard i de kommende måneder arbejder videre med en konkretisering af planerne. En endelig afklaring afventer som nævnt beslutninger i Københavns Kommune samt en formel accept i form af et såkaldt Wild Card fra Danmarks Ishockey Union.

- Jeg forventer, at vi i løbet af de næste tre måneder vil være i stand til at give endeligt tilsagn om vor indtræden i ishockey, slutter Flemming Østergaard.