F.C. København henter Rasmus Falk fra sommeren 2016

F.C. København henter Rasmus Falk fra sommeren 2016

- Rasmus er en spiller, som vi er meget glade for bliver FCK-spiller til sommer, men af respekt for ham og hans nuværende klub, OB, så vil vi vente med at kommentere yderligere på hans kommende skifte, indtil det sker, siger Ståle Solbakken.

Rasmus Falk har repræsenteret Danmark på alle ungdomslandshold og er noteret for en enkelt A-landskamp indtil videre, ligesom han har spillet knap 133 kampe i Alka Superligaen for OB og scoret 20 mål. Hertil kommer en del europæiske kampe for fynboerne.

- Jeg har overvejet mine muligheder meget grundigt, og det her var klart den bedste mulighed samlet set. Nu vil jeg bruge al min energi og fokus på at give alt, hvad jeg har for OB i resten af min tid der, for det er vigtigt for mig at slutte godt af efter mange gode år i klubben, siger Rasmus Falk om sit kommende klubskifte.

Aftalen mellem parterne er, at Rasmus Falk spiller resten af denne sæson for OB, før han tiltræder i FCK efter sommerferien.

Fakta:
Navn: Rasmus Falk Jensen
Født: 15.1.1992
Tidligere klubber: OB
Officielle landskampe: 1 A-landskamp, 12 U21-Landskampe og 32 U-landskampe.