F.C. København - Helsingborg 1-0

Her til eftermiddag mødte F.C. København svenske Helsingborg i Ørestad Cup. Kampen blev spillet på KBs anlæg, og FCK stillede op som følger:

Rune Pedersen

Tomas Antonelius
Peter Hansen
Christian Traore
Peter Christiansen

Jesper Bech (77. Elrio van Heerden)
Hjalte Nørregaard
Martin Bergvold
Carsten Fredgaard

Peter Møller
Mikheil Ashvetia (60. Andreas Mortensen)


Første halvleg stod på klar FCK-dominans, og der skulle da heller ikke gå mere end et kvarter før bolden lå i svenskernes mål. Christian Traore var trukket med frem og fik fra nært hold passeret Helsingborgs målmand.

Igennem hele halvlegen stod F.C. København utrolig godt på banen. Carsten Fredgaard spillede en flot gang fodbold i de første 45 minutter hvor han flere gange kom over fløjene og serverede nogle gode indlæg. Peter Møller og Ashvetia burde begge have bragt FCK yderligere foran, men begge gange stod keeperen i vejen. Fredgaard havde også et skud på stolpen.

Anden halvleg fortsatte som første men med endnu flere chancer til københavnerne. Hele holdet leverede en god indsats så det ville være svært at pege på enkelte spilleres præstationer.

En sejr på 4 eller 5 mål burde det være blevet til men ind ville bolden altså ikke.