F.C. København skal have ny cheftræner

F.C. København fylder 20 år!

Det er en stor dag! For lige præcis 20 år siden trådte overbygningsaftalen mellem Kjøbenhavns Boldklub og Boldklubben 1903 i kraft, og F.C. København var en realitet. Sagt på en anden måde: F.C. København fylder 20 år!

Det har været 20 intet mindre end fantastiske år. Vi vover den påstand, at ingen anden fodboldklub har formået at etablere sig SÅ hurtigt i både den hjemlige liga, men så sandelig også internationalt. En helt særlig FCK-kultur er blevet opbygget over årene takket været først og fremmest en dedikeret og altid voksende fanskare, men naturligvis også via dygtigt og langsigtet arbejde i kulisserne.

For 20 år siden var drømmen at få et københavnsk storhold, der både kunne dominere i Danmark og markere sig i Europa, og drømmen er blevet til virkelighed. Og det er til trods for at der ligesom i alle andre fodboldklubber har været op- og nedture. Hvem husker ikke det svigende 6-0-nederlag til AC Milan i 1993? Ikke nok med at vi blev kørt over af et legendarisk og uhørt stærkt Milan-hold, så måtte fans og spillere lægge øre til nærmest at være på udebane i PARKEN, da flere danskere støttede AC Milan (med Brian Laudrup på holdet blandt andet) end Løverne.

Eller hvad med runden forinden, hvor upåagtede Linfield var sekunder fra at ekspedere København ud, hvis det ikke havde været for Lars Højers ”last action”-drøn i overtiden?

Ja, hvem tænker generelt ikke tilbage på 90’erne med masser af forhåbninger og tro, men desværre ikke de store sportslige resultater, udover ét dansk mesterskab og to pokaltitler. ”Vi spiller skide godt!”, hørte man tit fra den kreative – og meget ironiske – Nedre C.

I nyere tid glemmer man nok heller ikke lige Matthew Messias og kampen i PARKEN mod Hamburger SV…den orker man nærmest ikke at bringe til live igen.

Men gudskelov har der været langt flere fantastiske oplevelser, hvor det er gået ud til Løvernes fordel. 8 mesterskaber siden 2001 og tre pokaltitler. To gange UEFA Champions League-gruppespil og generelt et hav af europæiske opgør mod modstandere fra lille Cliftonville til mægtige FC Barcelona.

Og det er naturligvis især de store oplevelser vi i de kommende uger vil kigge tilbage på sammen med masser af mennesker, der har haft deres gang i klubben i en eller anden form. Men også de små anekdoter bliver gravet frem, og vi glæder os til at vække FCK-historien til live.

På vegne af F.C. København ønsker vi ALLE fans, sponsorer, spillere, trænere, ledere, medarbejdere et STORT tillykke. Det har været en fantastisk rejse, og vi glæder os til at fortsætte den med jer over de næste mange, mange år.

Forza FC!