F.C. København skal have ny cheftræner

F.C. København ansætter SLO

27-årige Daniell Askholm er per. 1. november ny medarbejder i F.C. København, hvor han skal være med til at varetage og videreudvikle det tætte samarbejde mellem klub og tilhængere.

Som en del af det nye fansamarbejde mellem F.C. København og klubbens mange tilhængere og fanfraktioner, har FCK nu ansat en Supporter Liaison Officer (SLO – i daglig tale Fankoordinator) på fuldtid, der skal agere bindeled mellem klubbens fans og ledelse. Blandt de mange kandidater og ansøgninger har F.C. Københavns ledelse valgt den 27-årige Daniell Askholm, som den rigtige til den vigtige stilling.

- Vi har nu gennem længere tid haft en tæt og konstruktiv dialog med vores fanklub og mange af vores store fanfraktioner, og det er der blandt andet kommet det fansamarbejde ud af, som vi for alvor fik sparket i gang i forbindelse med det store Derby i søndags. Og gennem det er vi blevet bekræftet i, at der er behov for en fankoordinator til at sikre, at klub og fans kan videreudvikle den gode start, vi har fået på vores samarbejde. Derfor har vi også haft dem med på råd omkring beslutningen her, og alle er enige om, at Daniell er den rigtige mand til jobbet. Nu glæder vi os til, at Daniell for alvor kan komme i gang med at skubbe alle parter videre i den rigtige retning, siger administrerende direktør Anders Hørsholt.

Daniell Askholm har gennem hele sit liv været tæt knyttet til fanmiljøet omkring F.C. København, som han har fulgt, siden klubben blev stiftet for 20 år siden. Og den erfaring bliver et essentielt redskab i det nye job.

- F.C. København og klubbens fangrupper er en kæmpe del af mit liv, og jeg har altid bevæget mig rundt i de forskellige officielle og uofficielle grupper blandt tilhængerne. Derfor ved jeg også, hvor mange resurser og muligheder der ligger i Skandinaviens bedste og stærkeste fanmiljø, hvis det plejes, anerkendes og aktiveres ordentligt. Men det vil kræve en endnu bedre og stærkere forankring mellem klub og fans, siger Daniell Askholm.

- Fansamarbejdet har fået en fantastisk start de seneste måneder, og jeg tror meget på fremtiden omkring det, men der er stadig arbejde der skal gøres for begge parter, og jeg vil ikke mindst kæmpe for, at klubbens ledelse aldrig kommer til at glemme, hvor vigtig dialogen med - og forståelsen for - tilhængere og fans er.

Den nye Supporter Liaison Officer har som nævnt en årelang historie som aktiv fan bag sig. Og han har faktisk i en periode haft en midlertidig karantæne fra F.C. Københavns kampe.

- Vi er naturligvis bekendt med Daniells fortid, men vi har ikke ment det skulle diskvalificere en egnet kandidat på forhånd i dette tilfælde. For det første, fordi han har udstået sin straf, og for det andet fordi, at Daniell jo om nogen kender til, hvor let det kan være at krydse en streg som engageret fan, som man kommer til at fortryde senere hen, siger Anders Hørsholt.

- Daniell har været et meget stort aktiv i fansamarbejdet indtil videre, hvor vi har lært ham at kende som en meget stærk personlighed der tør sige sin mening, og som samtidig er i stand til at lytte til både de andre fans og klubbens ledelse. Vi føler, han har den rigtige energi og styrke til at kunne tage det vigtige ansvar til sig, så det fortsat kan blive endnu bedre at være fan af F.C. København og komme til fodbold i PARKEN.

Ansættelsen af en Supporter Liaison Officer i professionelle fodboldklubber er anbefalet af UEFA. Hvis man vil læse mere om deres begrundelsen for og tankerne bag det, så kan der klikkes her.