Rasmus Falk

Falk før OB: Vi skal fastholde momentum

Søndag skal vi igen i aktion i 3F Superliga, hvor OB er modstanderen i Parken kl. 18.30.

Vi går til kampen med fem sejre i ligaen i træk uden at lukke mål ind og senest også en pokalkamp med clean sheet, og den stime vil Rasmus Falk og holdet fortsætte:

Vi har et stærkt fundament
”Vi har fundet et stærkt fundament i holdet og den måde, vi spiller på," siger Falk.

"Vi er rigtigt giftige, når kombinationerne flyder, og vi er rigtigt svære at skabe chancer mod, når vi har perioder, hvor vi skal forsvare lidt mere."

"Det giver en stor ro og stabilitet i vores præstationer, at vi både kan vinde kampe som den i Silkeborg, hvor vi er mindre i boldbesiddelse, og kampe som den mod AaB, hvor vi har bolden meget og skaber mange chancer.”

Hårdtarbejdende og solidt OB-hold
Nu gælder det OB, og Rasmus Falk har stor respekt for søndagens modstander:

”OB er altid et hårdtarbejdende og solidt hold, og så har de offensivt nogle hurtige og individuelt stærke spillere, som vi skal være opmærksomme på."

"I Parken er det altid os, der skal tage styringen i kampene og tvinge modstanderen til at indrette sig efter os, så det er også målet mod OB,” siger Falk.

”Vi har virkelig en bred trup med stor kvalitet," siger Falk med henvisning til, at der i onsdagens pokalsejr over Vejle var skiftet lidt i startformationen i forhold til søndagens kamp mod AaB.

Vores bredde er en stor styrke
"Det gør også, at vi undervejs i kampene kan skifte nye spillere ind, der kan gøre en forskel, så vi hele tiden har den rigtige intensitet i vores spil og pres."

"Det er en stor styrke for os, og vi ved, at det ikke kun handler om de 11, der starter, men i høj grad også om de spillere, der undervejs kommer ind og sætter deres præg på kampen. Det skærper alle i truppen og gør det vanskeligt for modstanderne at have svar på det hele mod os,” siger Rasmus Falk.

Fedt der kommer så mange
Han ser nu frem til den tredje hjemmekamp på en uge, og vi forventer igen masser af fans i Parken.

”Det er mega fedt, at der kommer så mange," siger Falk.

"Jeg har efterhånden spillet her i mange år, og derfor har jeg også virkelig kunne se og mærke den udvikling, der er sket. Det er bare federe at spille kampe, når der altid er mange på tribunerne i Parken. Det giver os energi og lægger tryk på modstanderne, så vi glæder os bare til at komme i kamp igen,” siger Falk.

Du kan sikre dig plads til kampen her på billet.fck.dk