Esbjerg Moments: Det begyndte med et selvmål

I år er det 20 år siden, vi første gang mødte Esbjerg - det er blevet til 30 hjemmekampe, hvor vi har vundet 21, spillet fire uafgjort og tabt fem. Her dykker vi ned i et par af dem.


26.09.99 3-0 Det begyndte med et selvmål
I vores første turneringskamp nogensinde mod Esbjerg kom vi foran i 2. minut på et selvmål af Lars Jakobsen (ikke "vores" Lars Jacobsen), der headede et Thorninger-indlæg ind over Benny Gall i det vestjyske mål.

Efter en halv time udgik Carsten Hemmingsen med en alvorlig knæskade, og da vi manglede en del skadede midtbanespillere (Højer, Lønstrup og Claus Nielsen) kom en ung Bo Svensson ind i forsvaret til sin debut, mens Michael Mio rykkede fra sweeper-pladsen op på midtbanen.

Vores klare sejrscifre lyver lidt, for Esbjerg dominerede kampen, indtil de sidste 20 minutter, hvor David Nielsen scorede to gange - det seneste dog først i tillægstiden. Men det lunede i et efterår, vi havde indledt med én sejr, én uafgjort og seks nederlag i de første otte Superliga-kampe!

- - - - - - -


17.03.02 6-0 Den største sejr
2 x Zuma, 2 x Bisgaard, 1 x Poulsen og 1 x Todi sørgede for vores største sejr nogensinde over Esbjerg. Kampen var også "speciel", eftersom cheftræner Hans Backe slet ikke skiftede ud undervejs. Det samme skete i øvrigt et par uger senere, da vi slog OB 4-0 i PARKEN - i et forrygende forår, hvor vi vandt 11 og spillede tre uafgjorte i de 14 Superliga-kampe.

- - - - - - -


01.08.04 2-2 Sent comeback i første uafgjorte
Vores første uafgjorte hjemmekamp mod Esbjerg lignede længe et nederlag, for vestjyderne førte 2-0, da der var spillet en time. Et sjældent hovedstødsmål af Hjalte Nørregaard (som dog ramte Kolja Afriyie og snød Lars Winde) tændte dog håb om point. Udligningen faldt dog først i sidste minut, da Ole Tobiasen hamrede bolden ind til 2-2.

Hans Backe blev før kampen kåret til årets træner 2003/04, og han gav debut til Tobias Linderoth, men vores andet nyindkøb, Magne Hoseth, måtte vente en uge mere. En uge, der vendte op og ned på meget med det famøse 0-5-nederlag til Gorica...

Esbjerg-kampen trak i øvrigt 22.227 tilskuere, hvilket var tredje hjemmekamp i træk mod Esbjerg med over 20.000 tilskuere.

Ole Tobiasen har udlignet - i baggrunden anfører Bo Svensson og Peter Møller

- - - - - - -


11.08.07 5-2 Det mest målrige opgør
Kampens syv mål gør den til det mest målrige opgør mellem de to mandskaber, både hjemme og ude. Det var desuden vores Superliga-hjemmekamp nr. 250 i Superligaen, og det var sjette gang vi scorede mindst fem gange. 

Vi kom lige fra 120 minutters strabadser i Jerusalem (CL-kval. mod Beitar) og måske var det derfor gæsterne kom tidligt foran, og vi først for alvor fik gang i målscoringen inden pausen.

Et af målene var i øvrigt Libor Sionkos første i FCK-trøjen. Tjekken scorede 12 gange for Byens Hold, og vi vandt alle kampene (en pokalkamp dog først efter forlænget spilletid).

- - - - - - -

04.12.10 3-1 19 point foran efter 19 runder
I et vildt efterår satte vi et flot punktum med en 3-1-sejr, der sendte os på vinterferie med et forspring på hele 19 point - 51point for 19 kampe, der gav 16 sejre og tre uafgjorte!

N'Doye og Pospech bragte os foran 2-0 midt i 1. halvleg, og selv om Esbjerg reducerede kort efter pausen, var der ikke for alvor spænding om udfaldet. N'Doye slog dog først sejren fast et par minutter før tid, efter vi nok havde kørt en anelse på cruise control for at spare på kræfterne inden tirsdagens Champions League-hjemmekamp mod Panathinaikos.

William Kvist blev før kampen hyldet for sin kåring til årets profil i Superligaen