Engelsk dommer mod FC Viktoria Plzen

Engelsk dommer mod FC Viktoria Plzen

Der bliver tale om et gensyn, når Martin Atkinson tirsdag aften dømmer playoff-kampen mellem F.C. København og tjekkiske FC Viktoria Plzen. Atkinson dømte nemlig også F.C. København en enkelt gang sidste efterår.

Af Jan Eliassen
F.C. København og Martin Atkinson stiftede bekendtskab med hinanden den 24. november 2010, og det under noget køligere himmelstrøg end hvad vi kan forvente tirsdag aften. Stedet var det meget kolde Tsentralnyi Stadion i Kazan, hvor Atkinson dømte opgøret i 5. runde af gruppespillet i Champions League.

Dermed var Martin Atkinson også manden, der fløjtede for straffespark i sidst i 1. halvlegs, da han vurderede at Jesper Grønkjær brugte hånden i feltet. Dette gav Rubin Kazan muligheden for at komme foran, og den chance udnyttede Christian Noboa til at score det mål, der senere hen skulle vise sig at være kampens eneste scoring.

Flere storkampe til Atkinson
Martin Atkinson er 40 år gammel, og er begyndt at få flere og flere af de store kampe. F.C. Københavns kamp mod Rubin Kazan var godt nok den sidste kamp han dømte i efteråret 2010, men foråret 2011 gik hen og blev rigtig stort for Martin Atkinson.

I UEFA Europa League dømte han først 1/8-delsfinalen mellem Spartak Moskva og Ajax Amsterdam, et opgør som russerne vandt med 3-0, og da Spartak Moskva også havde vundet det første opgør i Amsterdam, så gik de sikkert videre.  

Herefter var Atkinson i aktion i kvartfinalen i UEFA Champions League. Her havde Atkinson fornøjelsen af, fra nærmeste hold, at se Dejan Stankovic bringe Inter foran 1-0 mod Schalke 04, og det efter blot 25 sekunder – en fantastisk scoring der for øvrigt var et af de bedste mål i sidste sæson. Schalke 04 kom sig dog hurtigt over det tidlige italienske mål, og da Atkinson fløjtede opgøret af, der havde han godkendt hele syv scoringer, to til Inter og fem til gæsterne fra Schalke 04.

Sæsonens sidste europæiske opgave var det ene semifinaleopgør mellem de to portugisiske klubber Braga og Benfica. Her var det Braga der vandt med 1-0, og da Benfica kun havde vundet den første kamp med 2-1, så gik Braga videre til Europa League finalen på reglen om udebanemål.

Martin Atkinson endte sæsonen med en af hjemlandets største opgaver, idet han blev valgt til at dømme FA Cup finalen den 14. maj 2011. Kampen blev naturligvis afviklet på Wembley, og endte med at favoritterne fra Manchester City kunne hjemtage pokalen efter en 1-0 sejr over Stoke.

De gule kort sidder relativt løst hos Martin Atkinson. I hans seks kampe i sidste sæson i Europa League og i Champions League uddelte han ikke færre end 30 gule kort – og dertil kom et enkelt rødt kort. Han dømte kun et enkelt straffespark i de seks opgør, og det var desværre førnævnte straffespark i opgøret mellem Rubin Kazan og F.C. København.

De øvrige dommere
Kampens øvrige dommere er også fra England. Kampens to liniedommere er, ganske som i Kazan, Michael Mullarkey og Peter Kirkup. Der er dog ny mand på posten som 4. dommer, et job der denne gang varetages af Michael Jones – han var også med i Kazan, men havde dengang funktion af ”Additional assistant referees”.

Kampens to dommere bag baglinien, ”Additional assistant referees”, er Anthony Taylor og Kevin Friend.