Nicolai Boilesen

EM-reaktioner fra Wind, Zanka og Boilesen: Meget stolte over at komme med

Hele tre nuværende F.C. Københavnere klarede sig igennem nåleøjet og er udtaget til den danske trup til EM-slutrunden, hvor Danmark jo spiller alle tre gruppekampe på hjemmebane i Parken.

Læs trioens umiddelbare reaktioner på den glædelige nyhed her:

Jonas Wind:
"Jeg er mega stolt, glad og taknemmelig for at være blandt de 26 udvalgte. At skulle repræsentere Danmark ved en slutrunde er kun de færreste forundt - og oven i købet at skulle spille EM på hjemmebane foran vores egne fans i Parken, bliver en af de største oplevelser overhovedet for os allesammen. Slutrunder er noget, man altid har set på tv om sommeren, og selv at skulle spille bliver simpelthen så kæmpe stort. Jeg glæder mig bare helt vildt til at komme igang og det bliver utrolig fedt at opleve det hele," lyder det fra en glad Jonas Wind, der scorede hele 15 mål i det netop overståede sæson i 3F Superliga.

Mathias Zanka:
“Jeg er selvfølgelig stolt og beæret over at være med i truppen. Muligheden for at være en del af en EM-slutrunde i Danmark, i København og i Parken er once in a lifetime og noget alle danske topspillere har drømt om at komme i betragtning til. Jeg er glad for, at landstræneren har vist mig den tillid, og stoler på, at jeg kan levere, hvis han vælger at bruge mig. Det er ingen hemmelighed, at det har været en udfordrende sæson for os i FCK, men jeg synes både personligt og vi som hold har vist, hvad vi kan i de store kampe på det seneste. Jeg kender alle i landsholdstruppen og ved, hvad der bliver forventet, så jeg føler mig klar til at gå ind og bidrage, så vi kan gøre det til en helt speciel sommer for alle, der følger med. Det er en stærk gruppe med gode mennesker, så jeg ser meget frem til at møde alle og komme igang med forbederelserne snart," siger Zanka, der for nylig rundede sin kamp nummer 300 for FCK og hidtil har optrådt 34 gange for det danske A-landshold.

Nicolai Boilesen:
“Jeg er helt vildt stolt og glad for, at landstræneren og teamet omkring ham giver mig den her mulighed. Det er noget, som alle danske spillere drømmer om at være en del af - og nu er jeg så heldig at være blandt de udvalgte. Jeg glæder mig meget, for det er historisk, at man får lov at spille et EM hjemme i Parken. Så jeg vil gøre alt for at bidrage til, at vi klarer os godt. Nu ser jeg frem til at møde ind i lejren og komme igang. Vi har en fantastisk stærk gruppe af spillere, og  jeg kender dem alle rigtig godt, så jeg ser frem til at se dem igen. Jeg er bare super glad lige nu,” siger Boilesen, der også var udtaget til landsholdet i den seneste samling i marts og som bekendt startede inde i VM-kvalifikationskampen mod Moldova.

Alle i F.C. København ønsker stort tillykke med udtagelsen.

Kalle Johnsson blev i forrige uge udtaget til EM for det svenske landshold - et tillykke skal selvfølgelig også lyde til ham!