Mohamed Elyounoussi

Elyounoussi før Randers: Vi skal ikke spare på noget!

Det spidser for alvor til i Mesterskabsspillet, og med en sejr søndag aften på Cepheus Park Randers kan F.C. København tage et afgørende skridt mod det danske mesterskab.

Vi har med andre ord alt at spille for, når dommer Jakob Sundberg fløjter udekampen i gang mod Randers FC. Vores offensive profil Mohamed Elyounoussi forventer derfor også et spændende opgør søndag:

"Det bliver en tough match, hvor begge mandskaber har meget på spil. Der er ingen tvivl om, at det bliver en intens og nervepirrende kamp, hvor vi skal have fuldt fokus på at levere en god præstation – både individuelt og ikke mindst som kollektiv," siger Mohamed Elyounoussi. 

"Vi har to ekstremt vigtige 'finaler' tilbage i Superligaen, og alt handler om at vinde de to kampe," understreger Elyounoussi.  

“Vi skal stadig arbejde hårdt – intet kommer gratis”  
Vi er ubesejret i de seneste fire kampe i Mesterskabsspillet – med tre sejre og senest et 1-1-resultat mod F.C. Midtjylland efter et intenst opgør i Parken. I samme periode har vi kun lukket tre mål ind.

FCK-spillerne går dermed ind til sæsonens sidste to kampe i Superliga-sæsonen med en vis portion selvtillid og momentum.  

Elyounoussi glæder sig over den seneste tids positive resultater, men understreger også, at holdet ikke må tage noget for givet, og at der stadig skal arbejdes benhårdt for at realisere sæsonens altoverskyggende målsætning.  

"Vi må bare angribe den sidste periode her med alt, hvad vi har. Vi skal ikke spare på noget! Vi må under ingen omstændigheder kunne se tilbage på denne periode og pointere, at vi skulle have gjort noget anderledes. Jeg føler heldigvis, at vi er et rigtig godt sted, og at vi bare skal fortsætte den gode stime, vi er inde i nu," siger Elyounoussi.

"Når det er sagt, så skal vi fortsætte med at være ydmyge og arbejde hårdt – for vi ved, at ingenting kommer gratis," slutter den norske målmager. 

Ubesejret i de seneste syv kampe mod Randers  
Jakob Neestrups mandskab har ikke tabt til Randers FC i de seneste syv opgør. I februar vandt vi 2-1, og senest blev det til en 1-0-sejr i Parken, da Magnus Mattsson afgjorde kampen efter 20 minutters spil.

Ingen af vores seneste 11 udekampe mod Randers er endt uafgjort (8 sejre, 3 nederlag).  

Randers har også selv masser at spille for, da de kæmper med Brøndby om tredjepladsen og en plads i Europa.

Kampen på Cepheus Park sparkes i gang søndag kl. 18.00, og har du ikke billet til det fyldte udebaneafsnit, kan du se opgøret på TV3+ og Viaplay.