Delaney: Ved slet ikke hvordan jeg skal takke fansene

Delaney: Ved slet ikke hvordan jeg skal takke fansene

Kaptajnen gik definitivt fra borde her til aften, da han førte sine tropper til den niende Superliga-sejr i træk:

- Det var mere vemodigt at tage afsked i Telia Parken for en uge siden, så nu var det "værste" overstået. Men det er da stadig underligt. Men jeg er afklaret med det og bare dybt taknemmelig for den flotte afsked jeg har fået af fansene og af holdet. Ståle holdt en fin tale for mig i omklædningsrummet efter kampen, og det var endda i et toneleje, hvor det var til at forstå hvad han sagde, smilede kaptajnen, der også fik overrakt et flot billede, hvor han og Ståle jubler sammen efter Champions League-kvalifikationen blev sikret på Cypern.

- Jeg har fået meget opmærksomhed på det sidste og også i dag, men det er altså hele holdets fortjeneste, at vi har præsteret som vi har gjort - også i dag - og taget nogle meget store skridt her i efteråret. Det er jeg stolt af at være en del af. Det var ikke den kønneste kamp i dag, men sigende for os, at vi stadig kan vinde, understregede Delaney, der gerne ville give de sidste ord til fansene:

- Fansene... jeg ved slet ikke hvordan jeg skal takke dem nok. De er så mange, og det er svært for og at nå ud til hver enkelt på samme måde, som de følger og støtter mig. Men jeg håber, de alle er klar over, hvor meget de har betydet for mig, slutter Delaney.