Danske hold spiller mere risiko-betonet

F.C. Københavns cheftræner har ansvaret for klubben i de tre første kampe i Royal League gruppespillet. Her fortæller Backe om forskellen mellem dansk, svensk og norsk fodbold.

Hvor ser du de primære forskelle på de tre lande som deltager i Royal League?

- Jeg mener som udgangspunkt ikke, at der er ret store forskelle på klubberne i Skandinavien. Man kan dog godt betegne danske hold som mandskaber, der tør spille en smule mere risiko-betonet. Norske og svenske hold er mere kyniske i deres måde at tænke og spille fodbold på, og det er efter min mening her den store forskel ligger, starter Hans Backe.

Du har trænet hold og spillere fra alle tre nationaliteter. Er der forskel på spillernes indstilling til træning?

- Nej, det mener jeg er en myte. Holdningen og indstillingen til træningen har jeg altid oplevet som den samme i de tre lande, hvad enten det var danske, norske eller svenske spillere jeg havde med at gøre. Spillerne er villige til at lære, og det går igen i alle tre lande, fortsætter svenskeren.

Hvad med de klimatiske forhold. Er det hele ikke mere "tough" i den nordlige del af Sverige og Norge end det er i Danmark?

- Det er klart at banernes beskaffenhed og dermed også træningsmulighederne er påvirket af klimaet. I nord er spillerne vant til at træne på grusbaner, og det kan godt give en lidt andet spillestil - en mere kynisk slags. Klimaet betyder også at turneringsplanlægningen er en anden end vi kender her i Danmark. Der er faktisk 5 ½ måneds opstartsfase, så det kræver også noget mentalt, at man er forberedt på at træne hårdt og deltage i mange træningskampe i stedet for turneringskampe. Det er et forhold, der nok også er med til at forme spillerne på en lidt anden måde end i Danmark, og det giver måske også en del af forklaringen på, at de træningskampe F.C. København har spillet mod norske og svenske hold, afslører meget opsatte modstandere, slutter F.C. Københavns cheftræner.