Bo Rygaard

Bo Rygaard genopstiller ikke

Bestyrelsesformand Bo Rygaard genopstiller ikke til posten ved generalforsamlingen i PARKEN Sport & Entertainment A/S, men fortsætter som rådgiver for selskabet.
 

Efter seks år som formand for PARKEN Sport & Entertainment A/S har Bo Rygaard meddelt, at han ikke genopstiller på selskabets ordinære generalforsamling den 19. april 2021, men fortsætter som rådgiver for selskabet. Bo Rygaard har takket ja til flere nye opgaver og bestyrelsesposter, som han vil tiltræde i den kommende tid, som en del af hans øvrige bestyrelseskarriere. 
 
Bo Rygaard vil efter sin fratræden som formand fortsat være tilknyttet PARKEN Sport & Entertainment A/S som rådgiver.
 
Bo Rygaard udtaler:
 
"PARKEN Sport & Entertainment er et vidunderligt sted, og det har været en stor glæde for mig at arbejde for selskabet i seks år.”

”Men det er også en ganske arbejdsintensiv post, hvorfor jeg i respekt af PARKEN Sport & Entertainment nøje har vurderet, at jeg ikke kan fortsætte med at levere den tid som kræves, og som alle involverede fortjener.”

”Heldigvis slipper jeg det ikke helt, da bestyrelsen fortsat gerne ser, at jeg er tilknyttet som rådgiver. Det giver mig tid til, at jeg kan koncentrere mig om flere nye opgaver og bestyrelsesposter.”

”Jeg kommer til at savne alle de dygtige og dedikerede kolleger og mennesker, som omgiver PARKEN Sport & Entertainment, og jeg vil gerne takke for det fantastiske engagement, der blandt andet er omkring F.C. København, som har været en stor daglig motivationsfaktor”.
 
Næstformand i PARKEN Sport & Entertainment, Henrik Møgelmose udtaler:
 
"Vi er kede af, at Bo Rygaard har besluttet ikke at genopstille på den kommende ordinære generalforsamling. Vi havde gerne set, at Bo fortsatte, men vi accepterer naturligvis hans beslutning.”

”Bo har været en særdeles aktiv og engageret bestyrelsesformand, der har stået i spidsen for en udvikling af selskabet, som har skabt vedvarende værdi.”

”Det gælder blandt andet købet af kontortårn D i PARKEN, således at vi i dag ejer samtlige fire kontortårne, salget af Fitness DK til SATS og etableringen af det tredje Lalandia i Søndervig, hvor samtlige 440 sommerhuse er solgt, og centret står klar til åbning i 2022.”

”Ligeledes har vi i perioden forlænget aftalerne med DBU samt vores hovedsponsor Carlsberg til glæde for alle fans og tilskuere i Parken.”

”Sidst, men absolut ikke mindst, blev F.C. København i perioden danske mestre tre gange og kom i europæisk gruppespil fire gange. Samlet set har Bo været med til at lægge gode spor og sat retning for PSEs fremtid, som vi arbejder videre på."
 
Henrik Møgelmose fortsætter:

"2020, som ellers tegnede positivt, og begyndelsen af 2021 har naturligvis været negativt præget af COVID-19 pandemien og de omfattende nedlukninger af vores aktiviteter i PARKEN samt den kommercielle del af F.C. København og Lalandia.”

”I denne periode har Bo været instrumental i at skabe det fundament, der har fået os gennem denne krise, så vi kan se optimistisk på det kommende år”.

”Vi er heldigvis klar til at byde tilskuere og gæster velkommen tilbage, når sundhedsmyndighederne igen tillader det, ligesom det er positivt at se, at den nye sportslige ledelse i F.C. København er på plads og er inde i en positiv udvikling".
 
PARKEN Sport & Entertainment vil senere oplyse, hvem der indstilles som ny formand.