Billetsalget starter mandag

F.C. København har allerede modtaget utallige henvendelser angående billetsalget til Dong Cup-finalen den 9. maj mod OB i PARKEN.

Begge klubber mener, at det er realistisk at forvente fuldt hus.

Billetsalget, der foregår via de to klubber og BilletNet, starter på mandag (29.april) klokken 12.00.

Billetprisen bliver 160 kroner plus gebyr for voksne og 80 kroner plus gebyr for børn (under 18 år) og pensionister.

F.C. Københavns fans bliver placeret på Nedre C (Fredgaard), mens OB-fans indtager Nedre B.

Billetter til Nedre C (Fredgaard) kan kun købes i SuperShoppen på Øster Allé.

Der vil kun blive solgt voksenbilletter til de to fanafsnit, hvor billetterne i modsætning til resten af PARKEN vil være unummererede.

F.C. Københavns cirka 1.600 sæsonkort-holdere vil have adgang til deres faste pladser, hvis de har købt billet i SuperShoppen og medbringer deres sæsonkort på kampdagen. Der vil blive lagt 1.600 billetter til side i SuperShoppen til sæsonkortholdere indtil torsdag den 2. maj klokken 14.00. Sæsonkortet skal fremvises ved køb.

Der vil løbende blive bragt informationer om Dong Cup-finalen på www.fck.dk, www.dbu.dk og www.dongcup.dk