Nicklas Bendtner

Bendtner: Glæder mig til at opleve Telia Parken

Vi er i gang med en spændende uge med to meget vigtige hjemmekampe på programmet, der først byder på Europa League torsdag kl. 18.55 mod FC Lugano og så topbrag i Superligaen søndag kl. 18.00 mod FC Midtjylland. 

For nyankomne Nicklas er det samtidig de første muligheder for at spille i Telia Parken som FCK-spiller:

Vi skal have to sejre
”Først og fremmest er mit og vores fokus på, at vi skal have to sejre den her uge!" siger Nicklas Bendtner

"Begge hjemmekampe er meget vigtige for os, og vi har rettet al vores energi mod at levere to gode præstationer torsdag og søndag. Det kommer til at kræve meget af os, men vi glæder os.”

Et specielt sted for mig
”Telia Parken er et helt specielt sted for mig, og jeg har haft mange store oplevelser her, men det har været som landsholdsspiller. Nu glæder jeg mig til at gå ind som FCK-spiller og opleve store aftener herinde sammen med FCK's fans, som jeg ved kan skabe en helt vild stemning til de her kampe."

"Det ser jeg virkelig frem til at være en del af, og hvis Ståle vælger at bruge mig,  vil jeg gøre alt hvad jeg kan for, at vi som hold lykkes i begge kampe,” siger Bendtner, der fik sin debut søndag:

Overvældet af modtagelsen
”Jeg synes, at de medrejsende FCK-fans tog virkelig flot imod mig, og generelt har jeg været overvældet af den modtagelse, jeg har fået. Det har berørt mig, og jeg vil gøre mit bedste for at betale tilbage på banen og hjælpe holdet, så godt jeg kan,” slutter Bendtner.

>> Du kan sikre dig plads til Europa League her

>> Find din plads til topbraget mod FC Midtjylland her