Barcelona-spillere vi har mødt i andre klubber
Som årene går, møder vi i de europæiske klubturneringer flere og flere spillere, som vi tidligere har mødt i andre sammenhænge – her har vi fundet vores tidligere møder med nuværende Barcelona-spillere:
Joao Cancelo
Den portugisiske højre back, Joao Cancelo, som Barcelona for nylig lejede i Al Hilal, mødte vi også i efteråret 2022, hvor han spillede for Man. City i begge vores Champions League-gruppespillet. Siden var han i øvrigt udlejet fra City til Barcelona, inden han skiftede til Al Hilal, men nu er han altså igen i Barcelona på en lejeaftale – men ikke spilleberettiget onsdag aften.
Frenkie de Jong
Det er Frenkie de Jong heller ikke, for han afsoner karantæne, men vi mødte ham i marts 2017, da han 19 år gammel blev indskiftet for Ajax i returkampen i Europa League 1/8-finalerne. Den vandt Ajax 2-0, efter vi havde vundet 2-1 i Parken.
Det var blot de Jongs anden europæiske kamp, efter han også fik et indhop i gruppespillet i efteråret, men han fik også et par minutter i Europa League-finalen, som Ajax tabte 0-2 til Man. United. I øvrigt sammen med David Neres, som missede vores Napoli-kamp i sidste uge på grund af en skade.
Marcus Rashford
Til gengæld havde United Marcus Rashford i angrebet i den finale, og Rashford mødte vi første gang i ”Covid-kvartfinalen” i Köln i august 2020, hvor United vandt 1-0 efter forlænget spilletid.
I efteråret 2023 spillede han hele kampen, da vi tabte 0-1 til Man. United på Old Trafford, og i Parken fik han to uger senere en ufrivillig hovedrolle. Ved stillingen 2-0 til United blev han udvist i 42. minut for en stempling på Elias Jelert.
Kort efter reducerede Elyounoussi, og i den 15 minutter lange tillægstid, udlignede Diogo på straffe – og efter ny United-føring midt i 2. halvleg, leverede vi det uforglemmelige comeback i de sidste ti minutter, hvor Lerager udlignede, og Roony scorede sejrsmålet.
Jules Koundé
Jules Koundé spillede i Bordeaux’ centerforsvar, da vi mødte dem to gange i efteråret 2018 i Europa League-gruppespillet – og vandt 2-1 i Frankrig, mens vi tabte 0-1 i Parken.
Koundé voksede op på klubbens akademi og spillede der til 2019, hvor han skiftede til Sevilla. Her kunne vi have mødt ham i Champions League i efteråret 2022, hvis ikke han om sommeren var skiftet til Barcelona.
Dani Olmo
Dani Olmo blev i en alder af 18 år indskiftet i den sidste halve for Dinamo Zagreb i juli 2016, da de slog os 1-0 i en træningskamp i Slovenien under vores sommertræningslejr i Østrig. Olmo var lidt overraskende skiftet fra La Masia i Barcelona til Dinamo i 2014 og fik førsteholdsdebut allerede året efter.
Da vi mødte Dinamo i 2016 spillede en 16-årig Dominik Kotarski i øvrigt på kroaternes akademi, indtil han i 2018 skiftede til Jong Ajax. Kotarski er to år yngre end Olmo, men var i nogle år sammen med ham på akademiet.