Backes joker

Det har længe været en kendsgerning, at Christian Poulsen ikke kunne være med i returopgøret mod Borussia Dortmund i morgen. Det har dog lige så længe været uvist hvem der skulle overtage hans plads.

De fleste har taget det som en selvfølge, at Thomas Røll gik ind og spillede den, mens Fredgaard eller Thorninger ville tage sig af den venstre midtbane.

Efter dagens træning på Westfalen Stadion, ser det dog ud til at Hans Backe vil hive en joker op af hatten. Alt tyder på at Peter Christiansen skal tage sig af den centrale midtbane, og derved også bliver oppasser for den farlige Tomas Rosicky.

Grunden til at cheftræneren har valgt at satse på Christiansen skulle skyldes, at Backe ønsker at ændre på så få pladser som muligt. Derfor tyder det på, at han lader Røll spille sin venstre midt, og Christiansen tage sig af den defensive/centrale midtbane og derved kun ændre på to pladser i forhold til den første kamp i København (Kihlstedt overtager målmandspladsen fra Rune).

Aftenens træning forløb også ganske fint. Det blev til en del skudtræning i den lille time, som spillerne brugte på Westfalens græstæppe.

Jacob Laursen er skadesfri, og han regnes helt klar til morgendagens kamp.