Både FCK2 og FCK U19 vandt i weekenden

Lørdag eftermiddag lykkedes det med en fantastisk præstation for FCK U19 at slå en af rækkens tophold med 2-0, og søndag eftermiddag var det så FCK2 der med en 2-1-sejr sørgede for at det blev en rigtig god weekend.

 

Af Jan Eliassen

Lørdag eftermiddag spillede FCK U19 en fantastisk fodboldkamp, og vandt helt fortjent med 2-0 mod rækkens nummer tre, Lyngby.

 

For Lyngby var kampen meget afgørende, for hvor FCK U19 spiller om sekundære placeringer, så spiller Lyngby med om medaljerne – men det var ikke til at se, for FCK U19 leverede i første halvleg en magtdemonstration. De startede som lyn og torden og allerede i det 1. minut kom det første gennemspillede angreb – og dermed var kampen og underholdningen skudt i gang.

 

Efter ca. 3-4 minutter lavede Morten Thomsen en fantastisk aflægning til Sebastian Nielsen, der så halvflugtede bolden i netmaskerne – og efter føringsmålet fortsatte FCK fremad, hvilket betød at 1-0 blev til 2-0 efter ca. 25 minutter. Jonas Henriksen kom fint forbi Lyngbys bagkæde og lagde bolden på tværs til Morten Thomsen, der med hælen bag om støttebenet gjorde det til 2-0. Et fantastisk mål!

 

Herfra stod der FCK på det meste, og Lyngby var aldrig i nærheden af en reducering – mens FCK U19 nok sagtens kunne have scoret et par mål mere inden pausen. Mest imponerende var nok det fact, at Lyngby ikke havde en eneste registreret afslutning på mål i 1. halvleg – hvilket er uhørt på dette niveau, og præstationen i de første 45 minutter er i det hele taget svær at gøre meget bedre.

 

Den 2. halvleg var mere lige, Lyngby kom ud med en anden indstilling – mens FCK U19 ikke havde planer om at satse noget. Det gjorde 2. halvleg til en meget taktisk affære, hvor Lyngby var bedst på bolden, dog uden for alvor ar blive farlige i de første 35 minutter.

 

Der kom dog fare på færde i de sidste ti minutter, for her havde Lyngby et par store chancer. Heldigvis havde FCK U19 en velspillende Lukas Scheel mellem stængerne, og han sørgede med et par pragtredninger for, at FCK holdt nullet, og derfor sluttede kampen med en fortjent 2-0-sejr til FCK U19.

 

Om FCK U19’s flotte sejr over Lyngby sagde træner Brian Riemer:

 

- Jeg vil gerne rose spillerne for at have fundet en perfekt balance mellem at ”stå perfekt på banen” og så for at have evnen og villigheden til at angribe på et internationalt højt niveau. Når disse ting går i match, så er vi svære at slå, og så vil vi også vinde mange fodboldkampe.

 

FCK2 tilbage i vinderens rolle

Søndag eftermiddag kunne spillerne fra FCK2 atter synge ”Hvem var det der vandt i dag”, da det på udebane lykkedes for FCK2 at besejre Greve med 2-1.

 

I de foregående tre runder var det blot blevet til en enkelt point, og det betød, at man skulle helt tilbage til den 9. maj for at finde FCK2’s seneste sejr, hvor de på Holbæk Stadion vandt med 2-0 over Nordvest FC.

 

Men i søndagens opgør kom der som sagt atter tre point ind på kontoen, og det betyder, at FCK2 inden den sidste spillerunde er noteret for 43 point og er at finde på 8. pladsen, hvilket akkurat er lig med en placering i den øverste halvdel af 2. division Øst.

 

Selve kampen mod Greve var præget af to ting. Først og fremmest havde Greve intet havde at spille for, og så var det et FCK2-hold der, på trods af svære betingelser i Greve, havde en særdeles fornuftig indgang til tingene.

 

1. halvleg var en tæt affære, den var aldrig rigtig skøn, der var mange personlige fejl og kampen kom aldrig op på et højt niveau. Dog skal det siges, at stillingen 0-0 ved pausen lige så godt kunne have været 2-2, da begge hold havde chancerne. Det mest dramatiske i 1. halvleg var dog nok, at Jacob Albrechtsen måtte udgå med forstrækning (trænerstaben håber han er klar på søndag, red.).

 

Efter at der i pausen var blevet snakket om, at der skulle mere flow i spillet, så begik FCK2 færre fejl i anden halvleg, og da der samtidig blev lukket godt af – og også kom gang i angrebsspillet, så begyndte det at se godt ud for FCK2 i 2. halvleg – og rigtig godt blev det efter 65 minutter, hvor godt spil i højresiden endte med, at Simon Duer slog et fint indlæg som Andreas Moos headede i en ”hård bue” over keeperen.

 

Efter målet holdt FCK2 fast i det momentum der var opbygget, og det førte til, at der blot tre minutter efter målet til 1-0 blev scoret endnu et mål. Denne gang var det Magnus Sonne der med en lang stikning i dybden spillede Daniel Lindsten fri – han tog et par gode træk og kunne sikkert udplacere keeperen og bringe FCK2 foran med 2-0.

 

Herfra var det meget usandsynligt at FCK2 ikke ville vinde. FCK2 havde godt fat i det hele og med tanke på at Greve ikke havde noget at spille for, så virkede det som sejren næsten var i hus. Sidst i kampen ville FCK2 bare lukke af og holde Greve fra fadet, og det lykkedes næsten, men med 2-3 minutter igen så fik Greve reduceret til 1-2. Det betød en smule stress til sidst, men sejren kom aldrig for alvor i fare.

 

Træner Brian Riemer havde disse ord om kampen:

 

-Vi ville mere end dem, vi var mere engagerede og ofrede hvad der skulle til for at få den fortjente sejr. Vi har nu fået 27 point i forårets 14 kampe, så det har i det store hele været et rigtig godt forår. Nu håber alle bare, at vi kan slutte ordentlig af og besejre Brøndby IF i sæsonens sidste kamp i 2. division Øst. Kampen spilles på lørdag hjemme på Frederiksberg, og det er et lokalopgør som jeg ved alle spillerne ser frem til.

 

Kommende kampe:

Onsdag 09-06-2010 kl. 19:00: OB - FCK U19

Lørdag 12-06-2010 kl. 1500: FCK2 - Brøndby IF

Søndag 13-06-2010 kl. 13:00: FCK U17 - FC Nordsjælland

Søndag 13-06-2010 kl. 15:00: Brøndby IF - FCK U19