Newtown AWAY i salg fredag kl. 10

Ankersen før Esbjerg: En rigtig god pre-season

I morgen spiller Peter Ankersen sin første Alka Superliga-kamp for Løverne, når han går på banen på Blue Water Arena på sin gamle hjemmebane i Esbjerg. Men på trods af en fin tid i det vestjyske dvæler han ikke så meget ved gamle følelser. 

- Jeg har haft en god tid i Esbjerg. Og gode minder derfra. Men det har jeg lagt lidt bag mig. Nu spiller jeg i FCK, og det har jeg fuld fokus på, så jeg tænker ikke så meget over Esbjerg, siger Peter Ankersen, der pointerer vigtigheden i at komme godt fra start i morgendagens kamp. 

- Det er vores altoverskyggende mål i de her dage, at vi kommer godt fra start. De sidste år har holdet ikke fået de point i starten som håbet, og det er altid lidt sværere at halte bagefter. Men jeg synes, vi har haft en rigtig god pre-season, så jeg kan ikke se nogen grund til, hvorfor vi ikke skulle kunne gå ud og levere en god præstation, siger Peter Ankersen, der er glad for de første to kampe mod Newtown og sin start på holdet. 

- Jeg synes, jeg er kommet godt ind på holdet. Spillestilen passer mig rigtig godt, og jeg har fået lavet to assists indtil videre, så det er rigtig positivt, slutter Peter Ankersen.  

Kampen i morgen fløjtes i gang kl. 18.