Anders Storskov bliver i København

F.C. Københavns fysiske træner gennem de sidste mange år, Anders Storskov, har underskrevet en ny aftale med de danske mestre fra 1. december 2006 frem til 30. juni 2009.

Anders Storskov havde oprindeligt indgået aftale med Panathinaikos fra den 1. december, men Storskov er nået til enighed med den græske klub om at annullere aftalen.

- Det glæder os, at vi er nået til enighed med Anders om en ny aftale. Anders er en vigtig brik i F.C. København og en yderst kompetent træner, der besidder alle de menneskelige og faglige kvaliteter man kan ønske sig. Vi ser frem til mange års fremtidigt samarbejde, siger sportschef Carsten V. Jensen.

- Jeg er utrolig glad for at jeg kan fortsætte mit arbejde her i F.C. København. Klubben er inde i en spændende periode, og det vi har bygget op i de sidste mange år, vil jeg meget gerne fortsætte med at være en del af. I sidste ende handler det om komme glad og motiveret på arbejde hver dag og det har jeg altid gjort i F.C. København, siger Anders Storskov.