Anders Hørsholt: Vi er København

Anders Hørsholt: Vi er København

Man mærker det særligt på en Derby-dag. Hele byen syder af forventning, spænding og glæde. Det er en del af København. En del af at være københavner. Og en del af os. For selvfølgelig er dagens kamp ikke bare en kamp som alle andre. Den handler om andet og mere end de tre point. Det gør den for jer på tribunerne, men det gør den sandelig også for os i jakkesættene, i MegaStore, i billetskurene og i truppen. 

I F.C. København har vi spillere fra alle hjørner af København. Delaney fra Frederiksberg, Danny fra Brønshøj, Bashkim fra Nørrebro, Zanka og Toutouh fra Østerbro og Cornelius fra Bryggen for bare at nævne nogle af dem. Da Christian Poulsen vendte hjem, var det ikke kun for at spille fodbold, men også for at blive københavner igen. De københavnske drenge ville selvfølgelig ikke spille for os, hvis de ikke var gode nok, men vi er faktisk rigtigt glade for, at vi har mange ”indfødte” københavnere i vores trup. Det betyder noget for vores hold. Det betyder noget for vores klub-identitet. København er ikke bare noget, vi hedder. København er noget, vi er. 

Derfor ved vores spillere også, hvad den her kamp betyder for jer fans. De er vokset op med kampen mellem Byens Hold og dem, der spiller på en mark ude ved motorvejs-sammenfletningen. De spillere, der kommer til udefra, er heller ikke i tvivl. Tom Høgli og Rúrik Gislason mærker også, at Derbyet handler om Københavns stolthed, som de selv siger. For københavner er ikke nødvendigvis noget, man bliver født som. Det er den følelse, man får af at være her. Kærlighed til byen og til klubben. 

I dag skal vi hylde en af de flotteste og bedste ambassadører, København nogensinde har haft: Marcus Allbäck. Godt nok født i Sverige, men i den grad adopteret af København. Præcis som Wendt, Ragnar og N´Doye - og som Augustinsson og Amartey nu er ved at blive det. Vi glæder os til at give Marcus den hyldest, han fortjener for at have repræsenteret vores klub og by på flotteste vis. Tack, Mackan! 

Og tak til alle jer, der er her i dag. Jeg er uhørt glad og stolt over det enorme arbejde, der bliver lagt i vores klub fra fansenes side. Ikke kun til kampe som den i dag, men måske især op til en kamp som den i dag. Det giver os alle energi og mening, og vi glæder os altid til de imponerende tifoer og opbakningen. Den minder os om, at: ”Vi er FCK. Klubben fra vidunderlige KBH.” Byen er i jeres hjerter, i jeres mentalitet. Ligesom den er det i vores. Det handler om stolthed. Det handler om historie. Det handler om ære. Det handler om, hvem vi er. Derby betyder alt. 

Vi er København! 

Rigtig godt Derby til jer alle! 

Anders Hørsholt