Álvaro - ny på skadeslisten

F.C. Københavns forårssæson kommer til at ligne sidste forår med en del skader til nøglespillere. På nuværende tidspunkt er der otte spillere som er ukampdygtige.

Bo Svensson spiller ikke på torsdag og må betegnes som tvivlsom til SAS Ligakampen på søndag. "Jeg har fået en indsprøjtning i dag som jeg håber at vil hjælpe", siger Bo til FCK.DK.

Ole Tobiasen har forstuvet den ene ankel i kampen mod FC Nordsjælland. Hvor lang tid der går før Ole er klar igen er svært at sige - lige nu ses dagene an.

Elrio van Heerden er godt på vej tilbage, men mangler det sidste og bliver ikke klar til Royal League-kampen på torsdag.

Magnus Kihlstedt er stadigvæk forfulgt af uheld og ved dagens opvarmning forstuvede han sin tommeltot - igen.

Silberbauer er godt i gang med træningen, men det er stadigvæk for tidligt for ham at spille kampe.

Martin Bergvold er langtidsskadet med et beskadiget sideledbåndet i det højre knæ. Bergvold er efter alt at dømme ude resten af sæsonen.

Todi Jónsson genoptræner stadig efter sin forstrækning i venstre lår.

Ny på skadeslisten er vores brasilianer Álvaro Santos, der fik en forstrækning i baglåret i de sidste minutter af kampen mod FC Nordsjælland. Skaden er ikke alvorlig, og Álvaro håber på at blive klar til søndagens kamp mod Viborg.