Aldrig sparket frispark før

- Vi skal blive bedre til at få flow i vores spil. Defensivt fungerer det fint, men offensivt mangler vi en del. Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen: Vi skal stadig bruge tid til at blive spillet helt sammen. Indtil da er det jo kun godt, at hiver sejre i land, sagde en af F.C. Københavns bedste, Michael Gravgaard, til FCK.DK efter kampen.

- Det var ikke ligefrem nogen super fodboldkamp. Derfor bliver sådan en sejr endnu mere værd. I første halvleg kunne SønderjyskE godt have scoret, men det kunne vi også. I anden halvleg er vi det bedste hold, berettede Michael Silberbauer.

- Banen var tør, hvilket gjorde spillet meget langsomt. Vi vinder dog 1-0 og får tre point. For mig betyder det ikke det store at jeg scorer - det betyder nok mere for Allbäck, Ijeh og Álvaro. Det eneste der er vigtigt for mig, er at det hjalp til en sejr i dag, sagde André Bergdølmo.

Nordmanden har i de seneste kampe vist stor målfarlighed på frispark. Noget som faktisk aldrig før har været en specialitet fra hans side.

- Nej, jeg har aldrig sparket frispark i hverken Ajax, Dortmund eller for Norge før. Jeg har prøvet til træning, og der har jeg været heldig med at ramme målet. Det har Hans Backe set, og derfor har jeg sparket i de seneste kampe, kunne Bergdølmo højest overraskende fortælle til de ventende journalister.

- Første halvleg bliver meget lige, mens vi får bedre kontrol i anden halvleg. Nyoprykkede hold er altid utroligt opsatte til denne type kampe, og derfor er det en stor styrke at vinde på en dag som i dag. SønderjyskE var meget arbejdsvillige, og så bliver det altid svært at komme frem til mange chancer. Der blev samtidig klaget lidt over, at banen var for langsom, sagde Hans Backe efter kampen.